Torsdagens aktier: Hug til Dongs regnskabs-debut på positiv dag
Der var overordnet set positiv stemning på det danske aktiemarked torsdag, som var sidste dag, før endnu en C20-regnskabssæson for alvor går op i gear.
C20 Cap-indekset lukkede 1 pct. højere i indeks 1030,51.
- Vi er stadig i slutningen af feriesæsonen. Men nu begynder regnskaberne at tikke ind med Dong som den første, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, til Ritzau Finans.
DRØJE DASK TIL DONG
Dong Energys første regnskab som børsnoteret selskab fik dog næppe den modtagelse, som energiselskabet havde drømt om.
Dong landede i andet kvartal et driftsoverskud før skat, renter samt af- og nedskrivninger, EBITDA, på 4320 mio. kr. mod de 4542 mio. kr., som ifølge Ritzau Estimates var medianen af analytikerestimaterne, hvis estimater dog svingede fra bare 3,2 mia. kr. til hele 5,7 mia. kr.
Samtidig fastholdt energikoncernen sine forventninger for 2016.
- Regnskabet var en lille smule svagere, end det markedet havde ventet. Det gælder salget og EBITDA. Jeg tror også, mange forventer, at de vil ligge i den høje af deres forventninger. Og så skal man huske på, at aktien steg 3,6 pct. onsdag på grund af høje forventninger til regnskabet. Og det sætter den sig en lille smule på, påpeger Mads Zink.
Dong-aktien, der efter børsnoteringen 9. juni endnu ikke har fået plads i C20, faldt 0,9 pct. til 279,40 kr.
MEDGANG TIL C20-BANKERNE
I C20 var alle tre bankaktier med til at trække eliteindekset op i det positive terræn.
Jyske Bank løftedes med 2 pct. til 273,70 kr., Nordea steg 1,4 pct. til 58,75 kr., og Danske Bank hævedes med 1,3 pct. til 180,00 kr.
- Bankerne er dem, der ”performer” bedst i Europa i dag. Det smitter også af på de nordiske banker, forklarer Danske Bank-chefhandleren.
STORE FORVENTNINGER TIL VESTAS
Vestas endte, ligesom det var tilfældet onsdag, i den øverste del af eliteindekset med en fremgang på knap 2 pct. til 473,40 kr.
- Alt, hvad vi har set i relation til vindmølleindustrien på det seneste, har været positivt. Som det seneste har konkurrenten Siemens trukket i den rigtige retning. Derfor er det også en forventning om, at Vestas vil komme med et pænt regnskab 18. august, mener Mads Zink.
Også Genmab var torsdag at finde i den øvre ende af C20, efter at den svenske storbank SEB havde løftet sit kursmål for medicoselskabet til 1400 kr. fra 1250 kr. Anbefalingen er uændret "køb".
Genmab-aktien gik 2,2 pct. frem til 1228,00 kr. og endte dermed som C20's mest stigende aktie.
MÆRSK GLED FREM MED OLIEPRISEN
A.P. Møller-Mærsk gik frem hjulpet af en stigning i olieprisen på omkring 3 pct. onsdag. I løbet af torsdag var fremgangen dog lidt mere behersket.
- Hvis man ser ud i Europa, ligger olie- og transportaktierne rigtigt godt til, og det er med til at trække Mærsk op, lyder Mads Zinks vurdering.
Konglomeratets B-aktie steg 1,4 pct. til 8920,00 kr.
PÅ TÆRSKLEN TIL REGNSKABSSÆSONEN
Torsdag var sidste dag til at positionere sig før regnskabet fra medicinalgiganten Novo Nordisk forud for markedets åbning fredag.
Novo endte med et lille løft på 0,1 pct. til 367,00 kr.
Også transportkoncernen DSV fremlægger regnskab fredag fra morgenstunden. DSV-aktien løftedes 1,4 pct. til 294,60 kr.
TDC BLEV TORSDAGENS BUNDPROP
Blandt det beskedne antal elitepapirer, der gik tilbage torsdag, var TDC, som endte som C20-bundprop med et fald på knap 1 pct. til 34,49 kr.
- Den bliver trukket lidt ned af den generelle udvikling. Teleaktierne klarer sig dårligst i Europa i dag, og TDC falder faktisk endnu mere. Det kan egentlig godt undre lidt, blandt andet fordi konkurrenterne er ude at hæve mobilpriserne. Vi tror da også, at det kun er midlertidigt, og at TDC-aktien kommer til at rette sig igen, lyder vurderingen fra Mads Zink.
REGNSKABER FRA SIDEPAPIRER
Uden for eliteindekset kom der - ud over fra Dong - regnskab fra Banknordik, der har løftet den nedre ende af sine forventninger til et resultat før nedskrivninger, engangsposter, kursreguleringer og skat i niveauet 160-190 mio. kr. mod tidligere ventet 150-190 mio. kr.
Banknordik-aktien steg 2,9 pct. til 125,00 kr.
Bioporto meldte til gengæld om en nedjustering af sine forventninger på grund af udgifter til en genansøgning for Ngal-testen i USA. Aktien faldt 1,3 pct. til 2,36 kr.
PARKEN NØD GODT AF FCK-SEJR
Parken Sport & Entertainment lukkede med en fremgang på 3,7 pct. til 70,50 kr., efter at fodboldholdet FC København onsdag aften sikrede sig videre deltagelse i europæisk regi med en samlet sejr på 4-1 over rumænske Astra Giurgiu i Champions League-kvalifikationen.
Spørgsmålet er dog, om det bliver i gruppespillet i Champions League eller i den mindre lukrative Europa League, som allerede er indregnet i årets forventninger. Det afhænger af forløbet i næste spillerunde, som der trækkes lod til fredag.
Andreas Antoni Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
/ritzau/FINANS