Europa/aktier: London-børsen førte an i europæisk fremgang
Det mismod, der prægede de europæiske aktiemarkeder i starten af ugen, blev torsdag afløst af fornyet risikoappetit.
Det brede europæiske Stoxx 600-indeks steg med 0,7 pct. til indeks 337,82.
Samtidig gik de toneangivende indeks - DAX i Frankfurt og CAC 40 i Paris - henholdsvis 0,6 og 0,6 pct. frem. FTSE 100-indekset endte med det største løft, på 1,6 pct., efter at børsen i London ellers havde været eneste toneangivende europæiske indeks, der havde ligget i minus.
Stemningen i London vendte imidlertid, efter at den britiske centralbank, Bank of England, først på eftermiddagen valgte at sænke renten til 0,25 pct. fra 0,50 pct., hvilket er det laveste niveau i bankens 322-årige historie.
Derefter sluttede FTSE 100 sig til de øvrige positive europæiske indeks.
Der var samtidig gode nyheder for de europæiske markeder i form af flere regnskaber fra en række af kontinentets større selskaber, som klarede sig bedre end ventet.
Blandt dem var tyske Siemens, der både havde en federe bundlinje og en tykkere ordrebog i sit tredje kvartal end ventet af analytikerne. Regnskabet bød også på en opjustering. Industrikoncernens aktie endte med at stige 4,4 pct. til 101,15 euro i Frankfurt.
Franske Société BIC, der producerer kontorartikler, nøjedes med at gentage sine forventninger til 2016. Aktien blev dog sendt 4,4 pct. op til 135,45 euro.
Fremgang var der også til det britiske forsikringsselskab Aviva, som fremlagde et regnskab med et løft i indtjeningen. Aviva-aktien steg med 6,7 pct. til 410,80 pence og endte dermed blandt de allermest stigende aktier i Stoxx 600.
/ritzau/FINANS