Markedsoversigt: Novo sank til bunds - renten op på jobtal
Efter at have aflagt regnskaber for andet kvartal blev Novo Nordisk og DSV sendt i hver sin retning af det danske eliteindeks, C20 Cap, som fredag lukkede 0,6 pct. lavere til indeks 1023,94.
Dermed var den danske udvikling i kontrast til resten af Europa, hvor der dagen igennem havde været pæne plusser. Det danske fald skulle især tilskrives Novo Nordisk, som er kendetegnet ved at være en indekstung aktie. Derfor havde det også betydning for det samlede eliteindeks, at medicinalgiganten endte 10,1 pct. lavere til 330 kr.
- Novo Nordisk skuffer med regnskabet, og aktien udgør en solid beholdning flere steder, så når den får et gok i nødden, har indekset svært ved at holde sig oppe. Det er resultatet af en svag kvartalsmelding, hvor selskabet er ude og skuffe lidt på sin insulinforretning og i nedadgående retning justerer forventningerne til omsætningen for 2016, siger Kim Sejdelin Christensen, aktiehandler i Jyske Bank.
Han påpeger, at Novo også meldte om negativ prisudvikling på det store og vigtige amerikanske marked.
Anderledes positive meldinger var der fra DSV, der efter sit regnskab løftede sig 7,3 pct. til 316,20 kr., hvilket var lukkerekord for logistik- og transportkoncernen. I forbindelse med regnskabet kunne DSV fortælle, at det går hurtigere end ventet med integrationen af det nye opkøb, UTI Worldwide.
Derudover har resultaterne i perioden været så gode, at DSV løfter den nedre ende af sin prognose for hele året.
- Jeg hæfter mig ved, at integrationen af UTI går bedre end ventet, og det er nok det, som markedet lægger mest vægt på, siger Kim Sejdelin Christensen.
Efter at investorerne på det danske obligationsmarked havde brugt den indledende del af fredagen på at trille tommelfingre, kom der straks en smule mere liv i handlen ud på eftermiddagen, hvor der kom amerikanske beskæftigelsestal for juli.
En positivt overraskende jobrapport fra den anden siden af Atlanten var således med til at sende renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation op i underkanten af 0,06 pct. ved fredagens markedslukning. Det var omtrent 1 basispoint højere end torsdagens lukkeniveau og 2 basispoint højere end niveau før offentliggørelsen af de amerikanske beskæftigelsestal.
Indholdet af jobrapporten viste blandt andet, at beskæftigelsen uden for landbruget voksede med 255.000 personer i juli. Det var langt bedre end ventet, da der blandt økonomerne var forudset en stigning på 180.000 personer ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.
Måneden forinden var der kommet 259.000 personer i arbejde.
Samlet udviklede arbejdsløsheden sig imidlertid fladt, da den ligesom måneden før endte på 4,9 pct. Økonomerne havde ventet et fald i arbejdsløsheden til 4,8 pct.
/ritzau/FINANS