Europa/aktier: Lille plus med finans- og råvareindeks i front
De europæiske aktier ligger i positivt territorium mandag først på eftermiddagen. Blandt de mest stigende sektorer i det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 er finansaktierne - der omfatter banker og forsikringsselskaber - efterfulgt af råvareselskaberne.
Indekset stiger 0,1 pct. til indeks 341,51.
Det er udsigt til stigende renter efter fredagens overraskende positive amerikanske arbejdsmarkedsrapport, der hjælper bankerne og forsikringsselskaberne i plus. Delindekset for forsikringsselskaber i Stoxx 600 stiger 1,9 pct., mens delindekset for banker stiger 1,7 pct.
Den største stigning blandt bankerne tilfalder italienske Banco Populare, der stiger knap 5 pct. Blandt forsikringsselskaberne er det de to tyske selskaber Hannover Rueck og Allianz, der stiger mest - begge med små 4 pct.
Råvare-aktierne har også en god dag på de europæiske børser. Indekset for råvareselskaber stiger tredje mest - nemlig 1,4 pct.
Mineaktier som BHP Billiton og Antofagasta ligger i toppen af delindekset med stigninger på godt et par procent. Forklaringen er stigende råvarepriser.
Den største stigning blandt enkeltaktierne tilfalder det hollandske postvæsen, PostNL, der stiger 9 pct. til 3,758 euro. Selskabet meldte mandag, at udbyttebetalingerne vil blive genoptaget fra 2017. Derimod faldt indtjeningen - den underliggende driftsindtjening - i andet kvartal til 47 mio. euro fra 65 mio. euro. Omsætningen var uændret 824 mio. euro, hvilket var lavere end de 834 mio. euro, som analytikere adspurgt af Bloomberg News havde ventet.
Det britiske ingeniørselskab Meggitt stiger også markant med et løft på 7,4 pct., efter at det er kommet frem, at aktieaktivistselskabet Elliott Capital Partners har øget sin andel af selskabet til over 5 pct.
Ritzau Finans