USA/tendens: Træder vande mens indeks nærmer sig rekord
Der er lagt op til en åbning uden større udsving på det amerikanske aktiemarked tirsdag, mens regnskabssæsonen er ved at ebbe ud, og investorerne fortsat diskuterer en potentiel rentestigning fra den amerikanske forbundsbank, Federal Reserve.
Samtidig har investorerne ifølge Bloomberg News blik for, at S&P 500-indekset ligger omkring rekordniveau og er steget med omkring 19 pct. siden februar.
- Markedet har haft et godt forløb under regnskabssæsonen, så en lille pause er formentlig en god idé, siger Christian Zogg, aktiechef hos LLB Asset Magagement, til Bloomberg News.
- Det amerikanske marked er ikke ligefrem billigt og med fornyet snak om endnu en stigning i Fed-renterne senere på året efter gode arbejdsmarkedsdata, kan markedet falde en smule, men ikke i dag, fortsætter han.
Futures for S&P 500 indikerer en åbning omkring 0,1 pct. højere.
Heller ikke mandag var der store udsving blandt de toneangivende indeks. S&P 500-indekset lukkede med et minus på knap 0,1 pct. til 2180,89. Dow Jones havde et fald i samme størrelsesorden til 18.529,29, mens Nasdaq-papirerne sluttede dagen med et lille drop på knap 0,2 pct. i 5213,14 oven på fredagens rekordniveau på 5221,12.
Den canadiske medicinalkoncern Valeant, der er noteret i USA, kom med regnskab inden åbning og leverede en indtjening i andet kvartal på 1,40 dollar per aktie mod ventet 1,47 dollar. Baggrunden for skuffelsen ligger i øget prispres på det amerikanske marked.
Investorerne tager dog positivt imod regnskabet, og i formarkedet stiger aktien med 6,4 pct.
Efter lukketid kommer der regnskab fra Disney, der trænger til godt nyt. Selskabets aktie er dykket med omkring 9 pct. i år, og dets image er tilsmudset efter et dødeligt alligatorangreb på en toårig dreng i juni i Walt Disney World i Florida. Aktien stiger 0,3 pct. i formarkedet.
Der kommer også regnskab fra Solarcity, der fusionerer med Tesla, efter lukketid. Solarcity-aktien falder 0,7 pct. forud for regnskabet.
Ritzau Finans