- Opdateret 12/08/2016 kl. 07:33
Perlerække af stigninger på Asiens aktiemarkeder fredag morgen
De fjernøstlige aktiemarkeder ligger med en perlerække af stigninger fredag morgen, hvor Singapore skiller sig ud med røde tal på indeksniveau.
Torsdagens amerikanske aktierekorder på Wall Street smitter af på den asiatiske udvikling, mens investorerne afventer dagens nøgletal såsom de seneste tal for det amerikanske detailsalg.
- Så længe amerikanske aktier fortsat stiger, vil aktiemarkederne forblive stabile. Stigningerne ser bæredygtige ud. Det, vi ser på, er, hvordan vi kommer over den mur af bekymringer, der ligger foran os inden årets udgang med de forhøjede risici, der er forbundet med de unormale monetære forhold, siger chefstrateg Michael McCarthy fra CMC Markets i Sydney til Bloomberg News.
I Tokyo giver en let svækkelse af den japanske yen yderligere støtte til aktiemarkedet.
Det toneangivende japanske Nikkei 225-indeks ligger med et plus på 1,2 pct., mens det bredere Topix-indeks øger 0,7 pct.
Den kinesiske økonomi viste igen negative tegn i juli, hvor såvel industriproduktionen som detailsalget lå lavere end måneden før og også lavere end estimeret. Samtidig skuffede investeringerne endnu engang.
De fastlandskinesiske børser ligger med plusser på 0,3 pct. i CSI 300-indekset og 0,2 pct. i Shanghai Composite.
I Hongkong stiger Hang Seng-indekset 0,8 pct., mens Taiwans Taiex-indeks øger 0,2 pct., og investorerne i Sydney går hjem med en lille gevinst på 0,1 pct.
De amerikanske aktiefutures ligger med marginale udsving rundt om nul fredag morgen.
/ritzau/FINANS