Markedsrapport: Twitter pippede lystigt, mens danske aktier var stille
De danske aktier lå afventende, med TDC på sidstepladsen. Til gengæld var der rekordhøjder på de amerikanske børser.
Lundbeck sejrede – uden nogen særlig forklaring – på en rolig markedsdag, med en stigning på 4,3 pct., mens TDC blev dagens C20-taber og gled 1,5 pct. ned. Teleselskabet måtte nemlig lægge ryg til flere nedjusteringer blandt analytikerne. Samme skæbne overgik A.P. Møller-Mærsk, hvor B-aktien faldt med 0,9 pct. til 9270 kr. på en dag, hvor Handelsbanken skiftede en anbefaling ud med et forslag om at reducere.
Samlet steg C20 Cap-indekset med 0,4 pct. til 1023,40 kr. i et marked, der mest af alt lå afventende og klar til denne uges regnskaber fra Vestas, Carlsberg, ISS og Coloplast.
Til gengæld nåede andre af verdens børser nye højder. I Kina ramte Shanghai Composite-indekset et syv-måneders peak efter en fusion i byggebranchen og ny snak om at forbinde børsen i Shenzhen med børsen i Hong Kong.
I USA sluttede markederne i rekordhøjde, da sommerens optur bare fortsatte endnu et nøk opad. Det skete efter en stigning i oliepriserne, en forventning om endnu mere stimulerende økonomisk politik verden over, og på ryggen af den optimisme, som en stærk beskæftigelsesrapport for USA sendte ud i markedet den 5. august.
Dow Jones-indekset (DJIA) steg med 0,32 pct. til 18.636 point, og S&P 500 røg op i 2.190 point, et hop på 0,28 pct. Begge dele var ny rekord. Nasdaq steg hurtigere, nemlig med 0,56 pct. til 5.262 point.
Blandt de aktier, der bidrog til stigningen, var Twitter den mest opsigtsvækkende, med et hop på 6,8 pct. til 20,86 dollars. Det kom noget overraskende, for den ellers noget vingeskudte Twitter-fugl fik ny luft på grund af en artikel i New York Times, der på basis af anonyme kilder beskrev en aftale mellem Apple og Twitter.
Angiveligt vil Twitter-brugere, der også ejer en Apple TV-boks, få gratis adgang til live-streaming af kampe fra den amerikanske fodboldliga NFL. I et forsøg på at koble sig på som en uundværlig del af store live-begivenheder har Twitter nemlig de seneste måneder gravet dybt i pengekassen og købt en del rettigheder til sport i USA. Twitter-aktien toppede i 73,31 dollars i december 2013, kort tid efter børsnoteringen, men har de seneste syv måneder ligget under 20 dollars.
Som nævnt steg oliepriserne, baseret på forlydender om, at verdens store producenter er klar til at lægge låg over produktionen. Brent-råolie blev 2,70 pct. dyrere i løbet af dagen og ramte 48,24 dollars for en tønde. Dermed fortsætter den stigning, der har været i august, efter faldende priser i juli.