- Opdateret 16/08/2016 kl. 06:45
Op- og nedtur i Asien tirsdag morgen: Positiv start vekslet til negativ markedstilgang
De fjernøstlige aktiemarkeder lagde ud med pæne plusser tirsdag morgen, men i takt med at dagen er skredet frem er stemningen vendt.
- Aktier er fortsat ret attraktive givet de lave og endda negative obligationsrenter i mange lande. Genopblussen af råvaremarkederne efter udsigter til yderligere stimulus fra Kina, Japan og EU er også gavnligt for aktierne, vurderede markedsanalytiker Angus Nicholson fra IG Ltd. i Melbourne over for Bloomberg News.
Markederne er i dagens løb blevet kørt over af en svækkelse af den amerikanske dollar, som trækker ned i vurderingen af Wall Streets rekordhøje slutniveau mandag.
Især i Tokyo går dollarsvækkelsen ud over børsmarkedet.
Det toneangivende japanske Nikkei 225-indeks ligger med et minus på 1,1 pct., mens det bredere Topix-indeks falder 0,9 pct.
På børsen i Hongkong falder Hang Seng-indekset 0,1 pct., mens de fastlandskinesiske børser ligger med minusser på 0,4 pct. i CSI 300-indekset og 0,3 pct. i Shanghai Composite.
Blandt de øvrige markeder er Sydkorea tilbage efter gårsdagens helligdag. Kospi-indekset følger op med en stigning på 0,1 pct., og Singapores Straits Times-indeks øger 0,1 pct., mens Taiwans Taiex-indeks falder 0,7 pct., og Sydneys ASX-indeks lukker med et minus i størrelsesordenen 0,1 pct.
De amerikanske aktiefutures ligger med fald på godt 0,1 pct. tirsdag morgen.
/ritzau/FINANS