- Opdateret 17/08/2016 kl. 06:55
Børsstemningen røget i minus undtagen i Tokyo og Hongkong
De fjernøstlige aktiemarkeder lagde igen ud med pæne plusser onsdag morgen, men i løbet af dagen er stemningen vendt på de fleste markeder uden for Japan.
- I betragtning af, hvor meget yen er styrket, viser japanske aktier modstandskraft. Men der er ikke nogen grund til aktivt at købe japanske aktier lige nu, vurderer strateg Chihiro Ohta fra SMBC Nikko Securities over for Bloomberg News.
Markedet i Tokyo holder som et af de få næsen oven vande. Det toneangivende japanske Nikkei 225-indeks ligger med et plus på 0,6 pct., hvilket også gælder det bredere Topix-indeks.
På børsen i Hongkong er der også fortsat en positiv undertone, omend ikke i samme niveau som ved dagens start.
Det er de kinesiske børsmyndigheder - China Securities Regulatory Commissions - godkendelse af det længe ventede Hongkong-Shenzhen Link, der får optimismen til at boble.
Sammen med godkendelsen ophæves de fleste begrænsninger på handel for både Hongkong-Shenzhen og for Hongkong-Shanghai. Der vil dog stadig være daglige grænser for nettokøb hæftet på programmerne.
Hang Seng-indekset stiger 0,2 pct., mens de fastlandskinesiske børser - CSI 300-indekset og Shanghai Composite ligger med minusser på 0,2 pct.
Blandt de øvrige børser falder det sydkoreanske Kospi-indeks 0,6 pct., og Singapores Strait Times, Taiex-indekset i Taipei og ASX-indekset i Sydney alle dropper 0,2 pct.
De amerikanske aktiefutures ligger med stigninger på omkring 0,1 pct. onsdag morgen.
/ritzau/FINANS