USA/tendens: Medvind til aktiemarkederne op til rentereferat
Det peger på en grøn dag på de amerikanske børser onsdag, efter at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, formentlig er ved at støve renten af.
Det er topchefen for Fed i New York, William Dudley, der har sat gang i spekulationerne om en rentestigning, efter at han tirsdag sagde, at markedet ikke indpriser nok renteforhøjelser fra centralbanken i løbet af de kommende kvartaler.
Futures på både S&P 500 samt Nasdaq stiger før børsåbningen, mens Dow Jones falder et lille nøk op til, at referatet fra det seneste rentemøde i Federal Reserve bliver offentliggjort senere onsdag, hvor investorerne formentlig vil få mere klarhed over køreplanen fra rentekomitéen.
- Investorerne vil naturligvis se frem mod dette - især efter Dudleys tale i går, siger Patrick Spencer, aktiechef hos Robert W. Baird, til Bloomberg News.
- Alle har hidtil antaget, at renten ville være lavere i længere tid. Jeg anser det dog for højst usandsynligt forud for det amerikanske valg, at renterne forhøjes til september, siger han.
Den amerikanske regnskabssæson er stadig i gang, og byggemarkedskæden Lowe's misser forventningerne til både salg og indtjening i regnskabet for andet kvartal. Byggemarkedskædens sammenlignelige salg voksede godt nok med 2 pct., men analytikerne havde ifølge en rundspørge foretaget af Bloomberg ventet en salgsvækst på 4,1 pct.
På bundlinjen må Lowe's notere en indtjening per aktie på 1,37 dollar mod ventede 1,42 dollar af analytikerne. Lowe's-aktien falder med 6,7 pct. i det amerikanske formarked.
Også den amerikanske detailkæde Target er under pres, da salget halter. Selv om Target s omsætning var som ventet i andet kvartal, så er den faldet med 7,2 pct. på et år. Derudover har detailkæden været nødt til at nedjustere sine forventninger til 2016 fra en indtjening på 5,20-5,40 dollar per aktie til 4,80-5,20 dollar per aktie. Aktien falder med knap 3 pct. på førmarkedet.
Staples, der driver en kæde af butikker med kontorartikler, skuffer også med sine forventninger til tredje kvartal, rapporterer Bloomberg News. For tredje kvartal ventes et resultat på 0,32-0,35 dollar, eller i underkanten af forventningerne om et resultat på 0,35 dollar, oplyser Bloomberg, der selv står for at indsamle estimater blandt analytikere. Staples falder med 3,4 pct. i formarkedet.
Modetøjkæden Urban Outfitters, der kom med regnskab sent tirsdag, overgik analytikernes forventninger og fik et justeret resultat per aktie på 66 cent mod ventede 55 cent. Det har fået aktien til at stige med 10,6 pct. inden børsåbningen.
Ritzau Finans