Spørgsmål inden aktiehandlen går i gang: Kan Vestas, DFDS og Ambu holde humøret oppe?
Det er ventet, at mindre minusser vil præge de store europæiske fondsbørser, når dørene slås op mandag kl. 9.00. På den danske scene kan Vestas, DFDS og Ambu måske holde dampe oppe efter solide stigninger. Novo Nordisk og Zealand Pharma har fået nyt fra de franske kanter. Det danske C20 Cap-indekset lukkede fredag 0,5 pct. til 1.023,3.
Vestas-aktien havde fredag fortsat lidt ekstra energi med en stigning på 0,7 til 539 kr. efter torsdagens regnskab og voldsomme optur på knap 10 pct. Den japanske regering overvejer at sænke tilskuddet til vindmølleenergi ifølge unavngivne kilder den japanske avis Nikkei, som skriver, at industriministeren vil sænke feed in tariffs med 1-2 yen fra april 2017 fra de nuværende 22 yen. Yderligere overvejes en nedskæring til 17-18 yen over de kommende år. Nikkie skriver, at støtten vil blive gennemgået senere på året.
DFDS-aktien havde fortsat vind i sejlene og rederiaktien steg fredag med solide 5,7 pct. til 352,40 kr. efter at torsdagens regnskab gav en kursgevinst på 6,0 pct. Ambu-aktien steg fredag med voldsomme 9,5 pct. til rekord 322 kr., hvilket er en ny lukkerekord efter selskabets regnskabspræsentation.
A.P. Møller - Mærsk-aktien lukkede fredag med en stigning på 1,9 pct. til 9.525 kr. efter Berlingske Business havde sat fokus på den strategiske gennemgang af konglomeratet. Maersk Oil må dog konstatere at oliepriserne er faldet lidt tilbage siden fredag og brenten ligger med et fald på 1,6 pct. i 50,09 dollar per tønde efter en seneste olieoptur.
Novo Nordisk får konkurrentnyt fra Frankrig, imens det for Zealand Pharma-investorerne er meldinger fra samarbejdspartneren Sanofi. Franske Sanofi må indsende ekstra data om kombinationsmedikamentet Lixilan til de amerikanske sundhedsmyndigheder, hvilket ifølge Sanofi betyder, at Pdufa-dagen (FDA's afgørelse om markedsføringsgodkendelse) udskydes med 3 måneder, så der nu tales om november 2016. Novo Nordisk lukkede fredag med et fald på 0,26 pct. i 308,7 kr., imens Zealand Pharma lukkede 1,6 pct. lavere i 121,5 kr.
Aktiefokus