Markedsoversigt: Renten ramte bunden mens Vestas fløj højt
Mens der var en solid stigning til de danske eliteaktier, ramte den toneangivende danske rente sin bundrekord og lukkede lige netop i negativ terræn.
Novo Nordisk var mandag trækhesten i C20 Cap, men sidst på dagen tog Vestas føringen og endte i toppen. Samlet steg C20 Cap med 1,1 pct. til indeks 1034,96.
Novo Nordisk steg 1,9 pct. til 314,40 kr., og Vestas endte med at stige 4,8 pct. til 565 kr., efter at det en times tid før lukketid blev meldt ud, at Egypten var klar med en kæmpe aftale til Vestas - en hensigtserklæring - på 2,2 gigawatt til en anslået samlet værdi på omkring 15 mia. kr.
- Vestas lå i plus det meste af dagen. Men aftalen lagde lige yderligere til i kursen. Det er en positiv nyhed, der følger oven på et stærkt regnskab, siger Martin Munk, senioraktierådgiver hos Jyske Bank.
Det er energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt, der er i Egypten frem til tirsdag for at give politisk rygstød til aftalen, der ventes at blive underskrevet umiddelbart efter rejsen.
Novo Nordisk steg på, at den franske rival, Sanofi, løb ind i en forsinkelse på op til tre måneder hos de amerikanske lægemiddelmyndigheder, FDA. Sanofi har sendt mere information om pensystemet, som bruges til diabetespræparatet, Iglarlixi, hvilket betyder længere behandlingstid hos FDA.
Sidst på dagen blev Novo også overhalet af Lundbeck, der kommer med kvartalsregnskab onsdag. Aktien steg med 2,9 pct. til 275,90 kr. Ifølge Martin Munk kan der være en opjustering med i posen.
Chr. Hansen havnede i den anden ende af eliteindekset, efter at aktien mandag mistede sin sidste "købs"-anbefaling. Carnegie sænkede anbefalingen til "hold" fra "køb", skrev Bloomberg News, og aktien faldt med 1,5 pct. til 409,80 kr.
På obligationsmarkedet endte renten på den danske tiårige statsobligation i rekordlave negative 0,0038 pct. mandag mod 0,05 pct. fredag. Det var første gang, at renten lukkede med negativt fortegn.
- Renten falder på grund af intervalhandel. Der er mange, som er ude at samle op, fordi det simpelthen er blevet "for billigt", siger Morten Hassing Povlsen, rentestrateg hos Nordea.
Den forrige lukkerekord blev sat 10. august, hvor renten endte i 0,01 pct.
Mandag var tynd på nøgletal. Markedet ventede på talen fra den amerikanske centralbankchef Janet Yellen, som holdes på fredag på det årlige pengepolitiske symposium for centralbankchefer.
Morten Hassing Povlsen peger på, at vicedirektøren i Federal Reserve, Stanley Fischer, var ude at tage lidt forskud på, hvad der er i vente, ved at give indtryk af at der kan komme en snarlig amerikansk renteforhøjelse.
- Yellen kan ikke komme og sige det modsatte på fredag. Jeg tror dog ikke på en renteforhøjelse i september, men snarere i december efter præsidentvalget, vurderer rentestrategen.
Det er dog set tidligere, at den amerikanske centralbank har ændret renten lige før et præsidentvalg.
/ritzau/FINANS