USA/tendens: Godt køb ser ud til at stryge op i grønne indeks
Wall Street ser ud til at kunne begynde tirsdagens handel med positive fortegn. Futures på de tre toneangivende amerikanske indeks peger på en åbning med stigninger på mellem 0,2 og 0,3 pct.
Det sker, efter at S&P 500-indekset mandag lukkede med et minus på under 0,1 pct. De tunge aktier i Dow Jones faldt godt nok 0,1 pct., mens Nasdaq-papirerne sluttede dagen med et plus på godt 0,1 pct.
Inden åbning er der kommet regnskab fra den største amerikanske forbrugerelektronikkæde, Best Buy, der løb fra analytikernes forventninger i andet kvartal.
Aktien stiger med 15,1 pct. i formarkedet, efter at kæden i kvartalet fik et justeret resultat af fortsættende aktiviteter på 0,57 dollar mod ventede 0,43 dollar.
Omsætningen steg i perioden maj, juni og juli med 0,8 pct., hvor analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet et fald på 0,6 pct. Samlet solgte kæden for 8,53 mia. dollar tablets, computere, laptops og andet elektronisk udstyr mod ventede 8,39 mia. dollar. Og det stopper ikke her. Best Buy venter, at omsætningen vil vokse med 1 pct. i tredje kvartal.
Der er også nyt fra Monsanto, der er kommet nærmere en fusion med tyske Bayer, skriver Bloomberg News.
Kilder med indblik i sagen oplyser til nyhedsbureauet, at topcheferne for Bayer og Monsanto har haft en række konstruktive møder i gennem de seneste uger. Drøftelserne kan ifølge kilderne munde ud i en aftale i løbet af de næste to uger.
Bayer fremsatte i maj et købstilbud på Monsanto på 122 dollar per aktie, men fik en kurv. Derefter blev buddet løftet til 125 dollar per aktie, svarende til samlet 55 mia. dollar, men også dette bud blev afvist - dog med besked om at Monsanto var åben for samtaler med Bayer og eventuelt andre interesserede.
Monsanto ligger 4,1 pct. højere i formarkedet.
Investorerne kan kort efter åbningen skele til flere nøgletal. Der kommer blandt andet PMI-tal for industrien i august og en juli-status over salget af nye boliger.
Ritzau Finans