Europa/aktier: Stigende indeks havde råvareaktier i front
Der var god stemning på de europæiske aktiebørser tirsdag, hvor investorerne særligt løb efter råvareaktierne.
Mens det fælleseuropæiske Stoxx 600 steg med 1,0 pct., hævede råvareaktierne sig med 2,7 pct. Det var den største stigning blandt industrigrupperne i indekset.
I segmentet med mineselskaber steg BHP Billiton på børsen i London med 4,5 pct. til 1079,00 pence. Finanshuset Jefferies løftede ifølge Bloomberg News anbefalingen af aktien til "køb" fra "hold", og kursmålet blev sat op med 14 pct. til 1250 pence.
Mest stigende mineaktie var Anglo American, der blev sendt op med 5,1 pct.
Det britiske FTSE 100-indeks steg med 0,6 pct., mens franske CAC 40 blev løftet med 0,7. Det tyske DAX-indeks landede 0,9 pct. højere.
I løbet af formiddagen satte en nøgletalsoverraskelse ekstra gang i stigningerne.
- Vi har haft en pæn "rebound", som i høj grad er drevet af råvaresektoren og nogle anstændige data, siger Michael Hewson, analytiker ved CMC Markets, til Bloomberg News.
Han henviser til, at det samlede foreløbige PMI-indekset i eurozonen steg en anelse til 53,3 fra 53,2 måneden før.
Også Storbritanniens største husbygger, Persimmon, havde en god dag på børsen i London, efter at regnskabet for første halvår viste en overraskende kundeinteresse trods brexit-afstemningen i juni.
Nettoresultatet steg 19 pct. til 283 mio. pund i perioden januar til juni. Desuden meldte Persimmon om en stigning i reservationerne på nye huse på 17 pct. siden 1. juli sammenlignet med for et år siden, rapporterer Bloomberg News.
Regnskabet blev mødt med en kursstigning på 4,2 pct. til 1870,00 pence.
/ritzau/FINANS