Markedsrapport: Det går op og ned i showbusiness
Vestas optur blev afløst af en nedtur, mens de internationale råvareaktier til gengæld fik revanche for mandagens minus.
Det går op og ned i showbusiness. Det skal aktiemarkederne nok sørge for at minde os om. Mandag steg Vestas' kurs således mere end alle andre i C20-indekset, fordi vindmølleselskabet havde - og har - udsigt til en rekordordre i Egypten. Tirsdag mistede markedet imidlertid en smule tiltro til Vestas, hvilket resulterede i et minus på 2,04 pct. til selskabet, der i øvrigt har iværksat og igangsat et aktietilbagekøbsprogram over de seneste tre handelsdage og sat sig på 160.500 aktier for godt 86 mio. kr.
Bedre gik det tirsdag for A.P. Møller - Mærsk, hvor såvel A-aktien som B-aktien steg med omtrent 3 pct. Muligvis som en form for optakt til konglomeratets strategiudspil i september. Muligvis ikke. Under alle omstændigheder sørgede Mærsk for at begrænse C20's minus til beskedne 0,1 pct.
Også i Europa blev optur afløst af nedtur. Blot med omvendt fortegn. Den britiske mineaktie Anglo American steg nemlig med hele 5,1 pct. oven på et tilsvarende fald mandag og trak FTSE-indekset op i et plus på 0,6 pct. Også det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks steg en smule - 1 pct. helt præcist - anført af råvareaktierne, som ellers oplevede en nedtur mandag.
Hvorfor var det svært at finde en fælles forklaring på. Andet end at det går op og ned i showbusiness.