USA/tendens: Fortsat fald efter skuffende regnskaber
Der er lagt op til fortsat tilbagegang, når de amerikanske aktiemarkeder åbner torsdag eftermiddag dansk tid.
Onsdag lukkede det brede S&P 500-indekset med fald på 0,5 pct., de tunge aktier i Dow Jones gled 0,4 pct., og Nasdaq-papirerne sluttede dagen med et minus på 0,8 pct. Og torsdag før åbningen indikerer handlen med futures i de tre toneangivende indeks fald på små 0,2 pct. fra åbningen.
Dermed er der udsigt til, at de amerikanske handlere slår følge med deres europæiske kolleger, der heller ikke lod risikovilligheden blomstre i torsdagens handel.
Afventende aktivitet op til centralbankmødet i Jackson Hole i Wyoming USA fredag samt skuffende regnskaber ventes ifølge Bloomberg News at sætte stemningen i den amerikanske handel.
På Jackson Hole-mødet skal den amerikanske centralbankchef, Janet Yellen, gerne skabe lidt mere klarhed over de amerikanske renteintentioner, håber markedet. Det aktuelle rentebarometer, der viser markedets forventninger til den amerikanske renteudvikling peger med en lille overvægt. 54 pct., mod en stigningen inden årets udgang.
Selskabsspecifikt er IT-koncernen HP belastet af skuffende forventninger, som trækker aktien 6,25 pct. ned i formarkedet, og Signet Jewelers mister hele 12,2 pct. efter sit regnskab, der ikke levede op til analytikernes forventninger. Aktien i detailkæden Dollar General Corp. falder 9,0 pct. efter rapportering af skuffende omsætningstal.
Også detailkæden Express går tilbage før åbningen på baggrund af skuffende overskudsprognose - med 0,5 pct., mens aktien i smykkekæden Tiffany er blandt de få stigende i formarkedet efter en positiv regnskabsoverraskelse. Aktien ligger 4,3 pct. højere før åbningen.
/ritzau/FINANS