Markedsoversigt: Aktiefald og positiv rente igen
Aktierne blev sendt ned, mens den ledende danske rente bevægede sig svagt op i positivt territorium.
Skuffende salgstal fra amerikanske Signet Jewelers torsdag eftermiddag sendte den danske smykkeaktie, Pandora, til bunds i C20 Cap-indekset.
Pandora-aktien faldt 2,1 pct. til 853,50 kr., mens det samlede C20 Cap-indeks faldt til 1033,36 eller med 0,6 pct. i forhold til onsdagens slutniveau.
- Signet er presset af salget nede i oliestaterne, Louisiana, Texas, og jeg ved ikke, hvor store Pandora er der. Så umiddelbart synes vi, at det er lidt af en overreaktion, siger Ole Kjær Jensen, som er afdelingsdirektør for aktier i Sydbank.
Fra C20-rækken peger han også på medicinalaktierne, der rammes af udtalelser fra den amerikanske demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clinton, der har genoplivet bekymringen for pressede medicinpriser.
Det rammer Genmab og Novo Nordisk, som ligger lidt tungt, konstaterer han. De to aktier faldt henholdsvis 2,0 pct. til 1103 kr. og 0,9 pct. til 311,60 kr.
Øverst i eliteindekset sluttede Chr. Hansen og Novozymes med stigninger på henholdsvis 1,2 pct. til 408,40 kr. og 1,0 pct. til 287,30 kr. uden selskabsspecifik baggrund.
Torsdag bød på regnskaber fra flere end et dusin selskaber, hvoraf Sydbank og Rockwool tiltrak sig særlig opmærksomhed.
Sydbank-aktien sluttede 2,6 pct. højere i 201 kr. Rockwoll-aktien faldt 5,7 pct. til 1282 kr.
Uden baggrund i et regnskab steg Parken Sport & Entertainment 7,3 pct. til 80,50 kr. Selskabet var hurtigt ude med en opjustering, efter at FC København onsdag aften spillede sig igennem til det lukrative gruppespil i fodboldens Champions League efter en samlet sejr over cypriotiske Apoel Nicosia. Forventningerne til årets resultat før skat er løftet med knap 200 mio. kr.
Efter en formiddag med stilfærdig balancegang omkring en uændret 0-rente kom der i løbet af eftermiddagen liv i renteudviklingen, og da handlen lukkede, lå renten på den toneangivende danske tiårige statsobligation på 0,01 pct.
Ude på de europæiske markeder sås ved dansk lukketid rentestigninger på et par basispoint i Tyskland og Frankrig.
Formiddagen bød på skuffende udvikling IFO-indekset, som faldt til 106,2 i august fra 108,3 sammenlignet med markedsforventningen om et indeks på 108,5 ifølge Bloomberg.
Hen på eftermiddagen kom amerikanske nøgletal for nytilmeldte ledige i sidste uge og tal for ordreindgangen for varige goder i juli. 261.000 amerikanere meldte sig ledige i sidste uge mod en ventet tilgang på 265.000, mens ordreindgangen overraskede mere positivt med en stigning på 4,4 pct.
Efterfølgende skuffede det amerikanske PMI indeks for service i august med 50,9 mod ventede 51,8.
Men endnu vigtigere for handlerne var udsigten til fredagens vigtige tale fra den amerikanske centralbankchef, Janet Yellen, i Jackson Hole. Markedet håber på mere klarhed over renteintentionerne.
/ritzau/FINANS