Markedsrapport: Janet Yellen satte et stort plus i bankbogen
Den amerikanske centralbankchef varmer op til en renteforhøjelse, hvilket fik investorerne til at belønne bankerne på forhånd.
Det kom ikke som en overraskelse, at bankaktierne ville sætte et markant aftryk på C20-indekset fredag - og på de fleste andre børsmarkeder, for den sags skyld. Spørgsmålet var blot, om bankerne ville fylde mest i toppen eller bunden i forlængelse af den amerikanske centralbankchef Janet Yellens tale foran sine internationale kolleger i Jackson Hole.
Svaret stod at aflæse i kursstigningerne for Danske Bank, Jyske Bank og Nordea, der sluttede i et plus på henholdsvis 0,9 , 0,7 og 0,5, fordi Janet Yellen forinden sagde, at argumentet for en renteforhøjelse er styrket.
Med andre ord nærmer centralbanken sig sit mål for beskæftigelsen og prisudviklingen i USA, hvilket betyder, at en renteforhøjelse kan komme på tale senere i år - og understøtte bankernes forretning.
Også A.P. Møller - Mærsk steg fredag - 1,2 pct. for A-aktien og 1 pct. for B-aktien - hvilket ifølge analytikerne skyldes, at der atter er forlydender om en opsplitning af koncernen. Alt i alt betød det, at C20 lukkede 0,2 pct. højere på trods af, at medicinalselskaberne led under udtalelser fra præsidentkandidaten Hillary Clinton om prispresset inden for medicin.
Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks tog også godt imod meldingen fra Janet Yellen og kvitterede med en stigning på 0,5 pct.