Markedsoversigt: Mærsk mod toppen - renten tilbage mod nul
Positive, norske oliefelt-nyheder trak mandag Mærsk-aktierne mod toppen i C20 Cap-indekset i et aktiemarked præget af tynd handel og "flow-baserede" kursbevægelser.
C20 Cap-indekset sluttede i 1033,45 svarende til et fald på 0,2 pct.
- Det har været en overordentlig stille dag på kontoret. Det er jo typisk, når det er mandag, og England eller USA har lukket. I dag har England holdt "summer bank holiday", konstaterer Ole Kjær Jensen, afdelingsdirektør i Sydbank.
Han skyder på en på halvdelen eller måske mindre af det sædvanlige.
- Der har været et meget, meget stille nyhedsflow, og det er også kendetegnende for, når London har lukket, bemærker Ole Kjær Jensen.
Statoil oplyste, at den seneste prognose for investeringer, reserver og produktion for det norske oliefelt Johan Sverdrup tegner mere lukrativ end tidligere antaget.
Maersk Oil ejer 8,44 pct. af feltet, og Mærsks A-aktie steg 1,1 pct. til 9620 kr. i toppen af eliteindekset.
Statoil opjusterer også værdien af oliefeltet på baggrund af enighed om at udvide kapaciteten med en ekstra olieplatform.
For første fase ligger breakeven under 25 dollar for en tønde olie, fortæller Statoil
- Det må siges at være rimeligt lav. Det er med til at løfte Mærsk. For olieprisen er jo ellers nede, kommenterer Ole Kjær Jensen.
Pandora mistede 2,4 pct. til 829,50 kr. Måske som eftervirkninger efter det knapt så positive regnskab fra den amerikanske smykkekæde Singet Jewelers, der også forhandler Pandora-smykker, påpeger Ole Kjær Jensen. Forestående ændringer i vægtningen i C20 Cap-indekset kan måske også medvirke til at presse Pandora-aktien, spekulerer han.
RENTEN TILBAGE MOD NULLET
Renten satte i mandagens sene eftermiddagstimer kurs mod nul, som den sværmede om i sidste uges handel. Ved dansk lukketid lå renten for den tiårige danske statsobligation på lige over 0,0 pct.
Det var 1 basispoint højere end fredagens slutrente, efter at den amerikanske centralbankchef Janet Yellen havde holdt tale på et centralbankmøde i Jackson Hole.
Men i forhold til åbningsniveauet mandag morgen var der tale om et fald på 4 basispoint.
Rentebevægelserne var især inspireret af amerikanske tal og taler.
Janet Yellen sagde i sin tale fredag, at den amerikanske økonomi nærmer sig centralbanks mål for beskæftigelse og inflation.
Samtidig påpegede Yellen dog, at de økonomiske udsigter er usikre. Men centralbankens næstkommanderende, Stanley Fischer, var ikke sen til at påpege, at Yellens kommentarer ikke udelukker en renteforhøjelse i september. Og så var der lagt op til rentestigninger.
Mandagens nøgletal fra USA viste stigning i det personlige forbrug for fjerde måned i træk. Men en kerneinflation på 1,6 pct. i samme måned ligger fortsat et stykke vej fra den amerikanske centralbanks mål på 2 pct.
/ritzau/FINANS