USA/tendens: Mindre fald til skatteramte Apple på fladt marked
Wall Street ser ud til at åbne handelsdagen tirsdag på nogenlunde samme niveau som ved lukningen mandag. Dog peger aktiefutures på de toneangivende indeks i forskellige retninger, mens Apple-aktien kan komme til at løbe med en del af opmærksomheden.
Mens futures for S&P 500 og Dow Jones peger i retningen af en åbning, der kommer en snert over nulpunktet, ligger Nasdaq 100 til et fald på 0,2 pct.
Apple er i vælten, da EU-Kommissionen har afgjort, at Irland har givet den amerikanske it-gigant uretmæssige skattefordele.
Afgørelsen betyder, at Irland nu må opkræve de ubetalte skatter i landet fra Apple for årene 2003 til 2014 på op til 13 mia. euro hvortil kommer renter.
Både Apple og Irland protesterer, og begge parter truer med at anke. Apple-aktien falder 1,1 pct. på det amerikanske formarked.
Den amerikanske chokoladeproducent Hershey dratter samtidig omkring 11 pct. på formarkedet, efter at Mondelez, der ejer konkurrenten Cadbury, dropper at købe selskabet.
Hershey afviste i juni en overtagelse til en værdi af 107 dollar per aktie, men dialogen fortsatte. Den er dog slut nu, fortæller Mondelez ifølge CNN Money. Mondelez-aktien stiger med 3,2 pct. på formarkedet.
På nøgletalsfronten kommer der kort efter åbning tal for forbrugertilliden i august. Økonomerne venter ifølge Bloomberg News, at indeksværdien falder til 97,0 fra 97,3.
Ritzau Finans