Rebiens farvel koster aktionærerne 10,5 mia. kr.
Udsigten til at miste Mr. Novo, Lars Rebien Sørensen, som topchef har kostet Novo-aktien dyrt. Samlet blev markedsværdien torsdag rundbarberet med 10,5 mia. kr.
Investorerne jubler på ingen måde over udsigten til at miste verdens bedste topchef som frontfigur i Novo Nordisk.
På dagen hvor Novo-topchef Lars Rebien Sørensen fra tidlig morgenstund overraskede alt og alle med meddelelsen om, at han stopper som Novo-chef med udgangen af 2016, blev Novo-aktien ramt af en regulær afklapsning.
Aktien faldt tæt ved 1,7 pct. Et fald der ét hug skar 10,5 mia. kr. af markedsværdien på den danske medicinalgigant.
I finanskredse er forklaringerne på kursfaldet mange. Men ud over udsigten til at miste Mr. Novo, peges der fra flere sider på, at investorerne især reagerer på udsigten til, at Novo skifter ud på chefposten på det vigtige amerikanske marked.
»Markedet tager det måske negativt op, at man skifter ud i USA og dermed indrømmer lidt, at der skal noget andet til derovre,« siger Mads Zink, der er chefaktiehandler hos Danske Bank, til Ritzau Finans.
Udskiftningen på den anden side af Atlanten betyder, at det fremover bliver Jakob Riis, der var udråbt som en af de oplagte kandidater til posten som Novo-topchef, som skal styrer den amerikanske forretning.
Dermed bliver det også op til Jakob Riis at finde opskriften, der skal håndtere udsigten til et stærkt forøget prispres på det amerikanske marked fra 2017.
Mens topchef-kandidaten Jakob Riis ryger til USA, bliver ny topchef i Novo Nordisk fra årsskiftet den nuværende koncerndirektør Lars Fruergaard Jørgensen.