Markedsoversigt: Bud og europæisk optur satte præg på dansk marked
Der var en nogenlunde optimistisk stemning på det danske aktiemarked onsdag, hvor især sidepapirerne med Topdanmark i front løb med opmærksomheden, efter at finske bejlere er gået på opkøb i forsikringsaktien.
- Alle europæiske markeder er i plus, og det smitter af på det danske marked, forklarer Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, til Ritzau Finans.
Onsdag endte C20 Cap-indekset med et løft på 0,3 pct. til indeks 1040,24.
De største overskrifter blandt de danske papirer trak Topdanmark, efter at finske Sampo erhvervede 200.000 aktier i den danske forsikringskoncern.
Dermed overskrider Sampos aktieandel i Topdanmark akkurat en tredjedel, hvilket betyder, at Sampo er forpligtiget til at fremsætte et kontant offentligt tilbud til de øvrige aktionærer i Topdanmark om at købe alle udestående aktier. Finnernes tilbud lyder på 183 kr. per aktie.
- Der er en del fokus på Topdanmark, efter at Sampo er gået igennem en tredjedels ejerskab. Det er det, aktien stiger på. Det er kommet med et pligtmæssigt tilbud. Jeg tror, at det er tvivlsomt, hvor mange der tager imod tilbuddet ikke mindst set i lyset af, at aktien handles over det niveau, siger Mads Zink.
Han kan samtidig ikke få øje på noget, der tyder på, at Sampo vil hæve tilbuddet inden for den nærmeste fremtid.
Topdanmark-aktien fik et løft på 2,3 pct. til 186,70 kr.
Derudover var der opmærksomhed på Scandinavien Tobacco Group, efter at storaktionæren Swedish Match skilte sig af med en tredjedel af sine aktier i den danske tobaksproducent til 106 kr. per aktie.
Tobaksaktien lå herefter lavere det meste af onsdagen, men endte 0,5 pct. højere i 110 kr. efter en stærk slutspurt.
På obligationsmarkedet faldt den toneangivende danske rente onsdag yderligere, efter at den tirsdag havde sat bundrekord.
Renten på den tiårige statsobligation endte ved dansk børslukketid onsdag i minus 0,05 pct., hvilket var 2 basispoint under tirsdagens lukkeniveau.
Tirsdagens fald kom efter offentliggørelsen af et skuffende lavt indeks for aktiviteten i den amerikanske servicesektor for august. Og derefter er en renteforhøjelse fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i september stort set afskrevet af markedet.
Onsdag aften dansk tid offentliggør den amerikanske centralbanks konjunkturrapporten "Beige Book". Den kan måske være med til at kaste lys over, hvilken vej Federal Reserve vil gå med sin pengepolitik.
Desuden kunne markedets aktører onsdag begynde nedtællingen til torsdagens rentemøde i Den Europæiske Centralbank, ECB.
ECB's seddelpresse har ifølge Sydbank været rødglødende i snart to år i et forsøg på at stimulere den europæiske økonomi.
- Men medicinen virker ikke - eller har ikke været tilstrækkelig. Inflationen i eurozonen ligger stadig og roder rundt nede omkring 0, påpeger Jacob Graven, der er cheføkonom i Sydbank.
/ritzau/FINANS