Europa/aktier: Deutsche Bank trodsede trist stemning
Kriseramte Deutsche Bank kan være tæt på at lukke en større sag i det amerikanske, hvor banken har været i myndighedernes søgelys gennem flere år.
Ifølge tyske Manager Magazin er parterne tæt på et forlig i en sag om salg af realkreditobligationer, og det sendte Deutsche Bank-aktien frem med 4 pct. på det europæiske aktiemarked fredag, hvor stemningen ellers var meget negativ.
Og det er, selv om at den tyske storbank formentlig har udsigt til en bøde på mere end 2,38 mia. dollar, som Goldman Sachs har fået i en lignende sag.
- Der er lys for enden af tunnelen. Det er godt nyt for investorerne, at Deutsche Bank er ved at have løst det problem. Hvis bøden er over 2,38 mia. dollar, vil det være på linje med vores forventninger, siger Andreas Plaesier, analytiker ved Warburg Research, til Bloomberg News.
Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks dykkede samlet set med 1,1 pct.
Investorerne havde ladet købelysten blive hjemme efter torsdagens møde i Den Europæiske Centralbank (ECB), hvor banken skuffede ved ikke at lempe pengepolitikken. Og humøret blev ikke bedre, da et højtstående medlem af den amerikanske centralbank talte for at hæve renten.
Blandt enkeltaktierne var den britiske pubejer Greene King under pres, da selskabet ifølge Bloomberg News har meldt ud, at væksten er aftaget i forhold til tidligere på året. Aktien faldt 5,7 pct.
/ritzau/FINANS