Aktier/middag: Novo ligger som eneste C20-aktie i plus
De europæiske aktiebørser har indledt ugen med kraftige kursfald, hvilket også gælder markedet i København, hvor en lille stigning til Novo Nordisk dog er med til at dæmpe nedturen. Ved 11.20-tiden ligger C20 Cap-indekset 1,2 pct. lavere i 1.008,57, og det er dermed på vej mod tredje negative lukning i træk.
Faldene på børserne i London, Paris og Frankfurt er dog endnu større - i størrelsesordenen 1,6-2,1 pct., efter at børserne i USA fredag endte med kraftige fald på cirka 2,5 pct. og i øvrigt indikeres til at åbne negativt mandag med omkring 0,6 pct. Ifølge Jyske Bank er den negative stemning afstedkommet af primært to omstændigheder.
- Høj prissætning af aktier samt frygt for, at centralbankerne ikke længere vil hjælpe aktiemarkederne i samme grad som tidligere. Desuden har den seneste måneds meget flade handelsudvikling været et vidnesbyrd om, at investorerne føler sig usikre og ikke helt har turdet tro på nye stigninger, skriver chefanalytiker Kim Fæster fra Jyske Bank i en kommentar.
I det danske eliteindeks har nedturen ramt 19 af de 20 aktier. Kun Novo Nordisk går fri, efter at analytikerne hos Deutsche Bank har hævet anbefalingen af aktien til "køb" fra tidligere "hold". Det sker, efter at aktien fredag lukkede i det laveste niveau i halvandet år og i år har klaret sig dårligst i C20 med et fald på godt 25 pct.
Mest faldende aktie i C20 er derimod Nordea med et dyk på 2,5 pct. til 65,05 kr. Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs har ellers hævet kursmålet for aktien til 81,13 kr. fra tidligere 76,27 kr., mens anbefalingen "køb" fastholdes. Pandora ligger ligeledes i den tunge ende med et fald på 2,4 pct. til 771 kr.
TDC ligger i den bedre halvdel med et fald "blot" på 0,9 pct. til 36,98. Det skyldes formentlig, at den britiske storbank Barclays har hævet anbefalingen af aktien til "overvægt" fra tidligere "ligevægt". Der er endvidere blevet lagt 10 kr. ekstra på kursmålet, som nu lyder på 45 kr.
Der er mere analysenyt, idet Handelsbanken har sænket Topdanmark til "sælg", efter finske Sampos købstilbud på det danske forsikringsselskab. Buddet på 183 kr. per aktie er under dagskursen for Topdanmark-aktien, der falder med 0,5 pct. mandag til 186,30 kr.
SAS, der falder 2,9 pct. til 13,60 kr., er også genstand for analytikerinteresse. På den ene side hæver Handelsbanken sit kursmål for flyselskabet til 13,30 kr. fra 11,15 kr. og anbefalingen til "reducer" fra tidligere "sælg". Til gengæld sænker HSBC sit i forvejen lave kursmål til 7,02 kr. fra 7,45 kr. ifølge data fra Bloomberg. SAS fremlagde kvartalsregnskab torsdag, og aktien er siden faldet fra 7 pct.
Tilbage blandt de få positive islæt findes også cBrain. Selskabet kunne mandag fortælle, at det har vundet sit første udbud i Tyskland, hvor selskabet skal implementere et fagsystem hos en afdeling i en styrelse i den tyske centraladministration. Nyheden løfter selskabets aktie med 3,6 pct. til 49,50 kr.
Ritzau Finans