Mere moderat rentefald i Europa end i USA
Rentefaldene i USA efter mandag aftens renteindikation slår ikke igennem i Europa med helt samme kraft.
Mandag gik centralbankmedlem Lael Brainard imod de seneste ugers kommentarer fra andre medlemmer af Federal Reserves pengepolitiske komité, der har peget imod en mulig renteforhøjelse ved et af bankens kommende møder. Ifølge Lael Brainard er det dog farligt at hæve renten for tidligt, og det satte gang i et rentedyk i USA på omtrent 4 basispoint.
Den tilsvarende danske rente falder dog kun 1 basispoint til 0,06 pct. tirsdag morgen, og ude i Europa begrænser de fleste renter sig også til fald på omkring 1 basispoint.
På nøgletalsfronten viste den tyske inflation sig præcis som ventet i den endelige opgørelse for august. På årsbasis steg de tyske forbrugerpriser 0,4 pct. i august, mens de var på samme niveau som juli.
I Sverige var der til gengæld et lille fald i forbrugerpriserne i forhold til juli, hvor der ellers var ventet en flad udvikling. På årsbasis ligger den svenske inflation på 1,1 pct. mod de ventede 1,2 pct.
Kl. 11 offentliggøres det månedlige ZEW-indeks over stemningen blandt de tyske finansielle aktører.
Fra USA er der til gengæld ingen spændende nøgletal, da der først for alvor er interessante programpunkter på torsdag.
Ritzau Finans