USA/åbning: Diffus start efter sværm af blandede nøgletal
Usikkerhed knytter sig til de tre toneangivende amerikanske aktieindeks kort efter åbningen torsdag. Her har investorerne taget bestik af en sværm af økonomiske nøgletal, der peger i forskellige retninger.
Det brede S&P 500-indeks falder 0,1 efter de første handler, mens teknologiindekset Nasdaq løftes 0,1 pct., og de tunge aktier i Dow Jones-indekset samlet taber 0,1 pct.
Dermed er der ikke umiddelbar udsigt til, at nøgletallene katalyserer en mere markant bevægelse væk fra det laveste niveau i næsten to måneder.
Blandt de mange nøgletal hæfter markedet sig ved, at detailsalget udviklede sig svagere end forudset i august med et fald på 0,3 pct. på månedsbasis, mens økonomer ifølge Bloomberg News ventede et fald på 0,1 pct.
Yderligere udviklede producentpriserne sig helt fladt i august sammenlignet med juli, mens økonomer adspurgt af Bloomberg News havde ventet en stigning på i det mindste 0,1 pct. Dermed er der udsigt til en pause i den forbrugsdrevne vækst i amerikansk økonomi, men også til en forsinkelse af den forestående renteforhøjelse.
Den positive overraskelse var indekset over erhvervslivets forventninger fra Federal Reserve Bank of Philadelphia for september, der viste en markant stigning til 12,8.
Måneden før lå indekset i 2,0. Økonomerne havde ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News ventet et fald til 1,0. Men også tilgangen af nye ledige var bedre end ventet med 260.000 nytilmeldte. Her lød Bloombergs estimat på 265.000 nye ledige.
Omvendt skuffede erhvervstilliden i New York-regionen, målt ved Empire State Manufacturing-indekset. Det steg i september til minus 1,99 fra minus 4,21 måneden før. Men det var svagere end den ventede stigning til minus 1,0.
I markedet ses der nu en sandsynlighed for en amerikansk renteforhøjelse allerede i indeværende måned på 18 pct. mod 20 pct. før offentliggørelsen af tallene og 34 pct. for to uger siden, konstaterer Bloomberg News.
/ritzau/FINANS