Aktier/tendens: Novo Nordisk vil være i centrum
Fredagen kan komme til at stå i Novo Nordisks navn med præsentation af uddybende data fra Sustain 6-studiet med Semaglutide. Ellers kan banksektoren få ekstra opmærksomhed efter nattens meldinger med Deutsche Bank og et enormt amerikansk erstatningskrav. TDC vil fortsat være i søgelyset med spekulationerne om opkøb, efter at Bloomberg News torsdag eftermiddag bragte opkøbsrygter. Generelt er det ventet, at de europæiske fondsbørser vil opleve mindre fald i fredagens indledende handel. Det danske C20 Cap-indeks lukkede torsdag middag med et plus på 0,4 pct. i 1.029,44.
Novo Nordisk-aktien lukkede torsdag med et fald på 0,23 pct. i 304,6 kr., og investorerne afventer nu Sustain 6-data for Semaglutide. Efter dansk lukketid berettede Novo Nordisk, at Victoza reducerer nyre-ødelæggelse ved diabetes i udvikling hos patienterne. Samlet var nyresygdomme reduceret med 22 pct. i forhold til placebogruppen.
TDC-aktien endte torsdag med en stigning på solide 5,8 pct. i 37,56 kr., efter at kapitalfonden Apollo ifølge unavngivne kilder til Bloomberg News vil afgive et nyt og højere opkøbstilbud på TDC. Onsdag faldt TDC-aktien med 4,1 pct., efter at det nye teleselskab Tjeep erklærede priskrig med meget lave abonnementspriser.
TDC-aktien fik torsdag gentaget outperformanbefalingerne hos RBC Capital og Barclays, der også begge har et kursmål på 45 kr. på tele-aktien. Det amerikanske finanshus Jefferies gentog sin holdanbefaling og et kursmål på 34 kr., ifølge Bloomberg News.
DONG Energy lukkede torsdag med en stigning på 0,52 pct. i 268,2 kr. Bloomberg News skriver, at Dong Energys to seneste projekter ved den hollandske kyst er lavet med elkøbspriser, der ligger 60 pct. under priserne for et år siden. Bloomberg News skriver, at hvis priserne kan holde, er det en game changer.
Banksektoren kigger mod det tyske, idet Deutsche Bank ligger til et kurssmæk på mere end 6 pct., efter at de amerikanske myndigheder har lanceret et ekstremt erstatningskrav. Deutsche Bank beretter natten til fredag, og kort efter erstatningskravet fra de amerikanske myndigheder blev lanceret, at den ikke har tænkt sig at indfri de myndigheders krav om at betale en erstatning vedrørende boliglån i perioden 2005 til 2007 (hvor finanskrisen udbrød) på 14 mia. dollars.
- Vi har ingen hensigt at indgå et forlig i nærheden af denne størrelsesorden. Deutsche Bank forventer, at komme med et modspil, der vil læne sig op af det andre banker har aftalt, berettes det i Deutsche Banks melding, ifølge Bloomberg News.
Aktiefokus