Europa/aktier: Bankerne fører an i dyster afslutning på ugen
Banksektoren generelt og den tyske storbank Deutsche Bank i særdeleshed har en dårlig dag på kontoret fredag eftermiddag, og det betyder, at banksektoren er med til at trække de europæiske indeks i minus på ugens sidste handelsdag.
DAX-indekset i Frankfurt falder 1,4 pct., mens CAC 40-indekset i Paris sætter sig 1,2 pct., og FTSE 100-indekset i London går 0,5 pct. tilbage.
Det brede europæiske Stoxx 600-indeks dropper samtidig med 0,8 pct. til indeks 337,54.
Det største fald i Stoxx 600 står Deutsche Bank-aktien for med et dyk på knap 8 pct. Aktie-glideturen kommer, efter at det er kommet frem, at Deutsche Bank skal punge ud med 92,7 mia. kroner for at opnå et forlig med de amerikanske myndigheder.
Sagen, som det amerikanske justitsministerium har rejst, omhandler uærlig markedsføring af boliglånspakker solgt under finanskrisen.
Kravet fra det amerikanske justitsministerium overgår markant det, som investorerne havde ventet. Men der er omvendt også håb for Deutsche Bank, idet det tidligere er lykkedes for både Citigroup og Goldman Sachs at indgå et forlig, der var mindre end det, myndighederne i første omgang krævede af storbankerne.
- Nyheden om Deutsche Bank har på en måde rystet markedet. Det viser bare, at vi stadig skal forholde os til de samme gamle modvind: det lave rentemiljø, som vil fortsætte en rum tid, sammen med reguleringer, vurderer Jasper Lawler, der er analytiker CMC Markets, over for Bloomberg News.
I alt er syv af de ti mest faldende aktier i Stoxx 600 bankaktier. Samtidig sætter banksektoren sig samlet med 2 pct. og er dermed Stoxx 600's værst ramte underindeks.
/ritzau/FINANS