Aktier

Fredagens aktier: Mærsk til bunds i negativ afslutning på ugen

Den danske eliteindeks endte fredag med at falde, efter at indekset i løbet af dagen også havde været i positivt territorium.

Størst tilbagegang var der til aktierne i A.P. Møller - Mærsk, hvor tiden for afsløringen af konglomeratets nye strategi nærmer sig med hastige skridt.

Samlet lukkede det danske C20 Cap-indeks med et drop på 0,2 pct. til 1027,35.

Mærsks B-aktie endte med at glide med 2,7 pct. til 10.020,00 kr. på ugens sidste handelsdag og blev dermed C20's hårdest ramte aktie fredag.

- Mærsk-aktien har kørt meget godt hen over sommeren. Spørgsmålet er, om der har været for store forventninger til den strategiske opdatering, der kommer ultimo september. Vores holdning er, at det stort set priset er ind, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, til Ritzau Finans.

Samtidig faldt prisen på olie fredag og samlet set over ugen, så den nu igen nærmer sig de 45 dollar per tønde for Nordsøolien.

Til gengæld steg raterne på containerfragt igen i ugens løb. Fremgangen var atter engang anført af de ruter, hvor kriseramte Hanjin Shipping havde en del kapacitet, der blev sat ud af spil efter rederiets betalingsstandsning.

Medgang var der til gengæld til Novo Nordisk, der fredag morgen kunne løfte sløret for meget stærke data for GLP-1-analogen Semaglutid i forhold til blandt andet reduktion af hjerte-kar-risici.

Ser man på hjerte-kar-død, blodpropper og slagtilfælde under ét, så viste Sustain 6, som studiet hedder, en reduktionen på 26 pct., mens det tilsvarende tal i hjerte-kar-studiet med et andet af Novos midler, Victoza, var 13 pct.

Novo-aktien steg med knap 1 pct. til 307,50 kr. Men stigning kunne måske have været større, mener Mads Zink.

- Vi har de seneste mange gange set i Novo, at når der er gode nyheder, er der nogle, som bruger det som anledning til at sælge ud af Novo-aktier, fordi der er købere i markedet. Vores vurdering er, at aktien burde være steget 3 pct. på det her, og derfor kommer den også til at stige i starten af næste uge, spår Danske Bank-analytikeren.

Der var fredag også fortsat fremgang til TDC, der steg med 1,3 pct. til 38,04 kr. efter et plus torsdag på 5,8 pct.

Torsdagens løft skyldtes rygter om, at den amerikanske kapitalfond Apollo, som i juli forgæves forsøgte at købe teleselskabet, nu angiveligt skulle være interesseret i at komme med et højere bud. Det skrev Bloomberg News med henvisning til anonyme kilder.

Ifølge nyhedsbureauet skulle også andre kapitalfonde være interesserede, og endelig overvejer den svenske konkurrent Telia angiveligt også at byde - afhængigt af om TDC skulle gå videre med et af de øvrige bud.

- Du handler ikke TDC-aktien på, hvordan du tror, næste kvartalsregnskab bliver, men på de her spekulationer, der kører i markedet om, at der skulle være en til flere interesserede købere. Vi vurderer, at et ”break up”-scenarie kunne være mere end 50 kr. værd. Så der er en pæn upside i aktien, vurderer Mads Zink.

Lundbeck lukkede ugen blandt de to mest stigende papirer i eliteindekset. Det skyldtes ifølge Mads Zink dog primært tekniske forhold.

- Der er nogle ændringer til nogle forskellige indeks i Europa, hvor Lundbeck er blevet vægtet op, og derfor skal der købes op i den forbindelse, forklarer Mads Zink.

Faktisk var der skuffende nyheder fremme om Lundbeck, idet medicinalselskabet og dets japanske partner, Otsuka, ikke får lov til at udvide indlægssedlen for skizofrenimidlet Abilify til også at omfatte unge 13-14-årige, efter at et udvalg under Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, har afvist en udvidelse.

Lundbeck-aktien steg med 1,5 pct. til 263,30 kr.

Med til at trække det danske eliteindeks ned var C20's tre banker - Danske Bank, Nordea og Jyske Bank. De faldt med henholdsvis 1 pct. til 189,70 kr., 0,8 pct. til 65,10 kr. og 0,7 pct. til 313,70 kr.

Også i det øvrige Europa var billedet, at banksektoren var blandt de mest faldende.

Blandt sidepapirerne bevægede Gabriel-aktien mod skyerne, efter at møbeltekstilproducenten havde meldt ud, at den opjusterer sin forventninger. Gabriel ser nu en omsætning i niveauet 390 mio. kr. mod tidligere 385 mio. kr. og et resultat før skat på 43 mio. kr. mod tidligere 37 mio. kr.

- Det er over en bred kam på vores primære markeder, hvor Tyskland, Sverige, Danmark og Frankrig driver fremgangen, forklarer topchef Anders Hedegaard Petersen til Ritzau Finans.

Gabriel-aktien fløj 6,7 pct. op til 480,00 kr.

/ritzau/FINANS

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.