Europa/aktier: Råvarepapirer blev de klare vindere i grønt marked
De europæiske aktier var i god form mandag, hvor der var pæne stigninger at spore blandt samtlige de største toneangivende indeks.
Sammenlignet med det danske marked var stigningerne større i resten af Europa, men der var også et efterslæb fra sidste uge, hvor det brede Stoxx 600-indeks samlet set faldt, mens C20 Cap-indekset steg.
FTSE 100-indekset i London steg 1,5 pct., DAX-indekset i Frankfurt løftedes 1,0 pct., og CAC 40-indekset i Paris steg 1,5 pct. Stoxx 600-indekset steg samtidig med 1,0 pct.
De europæiske aktier kom dermed igen, efter at sidste uges fald sendte spændet til de amerikanske aktier op på det højeste niveau siden december.
- Folk kigger efter lommer med værdi i et meget teknisk drevet marked, og det betyder, at europæiske aktier har en del at indhente, siger Alan Higgins, der er investeringschef hos Coutts & Co, til Bloomberg News.
Særligt råvareaktierne trak op mandag, hvor industrigruppen under Stoxx 600-indekset steg 3,2 pct. - som den klart mest stigende undergruppe. De britisk noterede enkeltpapirer Anglo American og Glencore steg henholdsvis 5,8 pct. og 5,7 pct.
Også den britiske bank Standard Chartered var i god form, efter at amerikanske Citi i en analyse har peget på banken som en af de foretrukne i den europæiske sektor. Aktien steg 3,8 pct. til 630 pence.
/ritzau/FINANS