- Opdateret 23/09/2016 kl. 06:59
Børserne i Asien kan ikke blive enige om retningen
De asiatiske aktieinvestorer har ingen ensrettet strategi for fredagen - trods en entydig opgang på Wall Street torsdag.
Stemningen er siden vendt til det mere negative i hele regionen, hvor Tokyo er tilbage efter torsdagens helligdag, men også her uden den store entusiasme blandt markedsdeltagerne.
- Det er en positiv situation for aktier i betragtning af, at Federal Reserve (den amerikanske centralbank, red.) nu kun venter to renteforhøjelser i 2017. Men der er usikkerheder, der kan kreere en vis volatilitet i marked, herunder det amerikanske valg i november, vurderer markedsstrateg James Woods fra Rivkin Securities i Sydney over for Bloomberg News.
I Tokyo er markedet nervøst efter de kursudsving, som den japanske yen har været udsat for siden Bank of Japans pengepolitiske ændringer onsdag.
Fredag giver nervøsiteten sig udslag i et fald i Nikkei-indekset på 0,2 pct., mens Topix-indeks dropper 0,3 pct.
Børsen i Hongkong har vendte en gevinst til et fald på 0,1 pct., og også de kinesiske børser på fastlandet ligger med fald i Shanghai Composite-indekset på 0,1 pct., mens CSI 300-indekset dropper 0,3 pct.
- Fastlandsaktierne vil sandsynligvis fortsat være uinteressante, fordi Kinas monetære politik er neutral nu og ikke så løs som i andre større økonomier, vurderer chefstrateg Zhang Haidong fra Jinkuang Investment Management i Shanghai over for Bloomberg News.
På de øvrige børser handles Taiwans Taiex-indeks med et plus på 0,2 pct., og Seouls Kospi-indeks ligger med et marginalt plus, mens Singapores Strait Times-indeks falder med et lige så marginalt minus.
De amerikanske aktiefutures ligger med marginale fald tæt på nul fredag morgen.
/ritzau/FINANS