Inden aktiemarkedet åbner: Lundbeck og Nets kan stjæle fokus fra Mærsk
Mens Nets' nuværende ejere, chefer og kommende aktionærer formentlig ser frem til fredagens debut på det danske aktiemarked, så gør det modsatte sig nok gældende hos Lundbeck, der går en grum fredag i møde efter et floppet forsøgsstudie af selskabets en stor satsning inden for Alzheimers.
Det generelle marked ser ud til at åbne stort set uændret, så det vil derfor i høj grad bliver enkeltaktierne, som vil være afgørende for retningen i C20 Cap-indekset, der torsdag steg 0,6 pct. til 1.045,35.
Nets, som blandt andet står bag Dankortet og NemID, går fredag morgen på børsen. Det bliver til 150 kr. per aktie, hvilket ifølge Nets er lig med en markedsværdi på 30 mia. kr.
De seneste store børsnoteringer i Danmark har budt på pæne kursstigninger på den første handelsdag, og det kan også blive tilfældet fredag - i hvert fald har der været stor interesse omkring Nets-aktierne, lyder det.
Det er et konsortium bestående af Bain Capital, Advent International og ATP, der ejer Nets. De tre købte selskabet for 17 mia. kr. i foråret 2014 og har dermed udsigt til en pæn gevinst.
I den mere negative afdeling vil der være fokus på medicinalselskabet Lundbeck efter et meget skuffende studie med midlet Idalopirdin, som ikke viste nogen effekt på Alzheimers-patienters opfattelsesevne.
- Det er skuffende, at det her studie ikke viser nogen effekt. Det øger risikoen i hele programmet, for det her er det første af tre studier, som skal vise effekt, og når det så ikke sker, så bliver man selvfølgelig bekymret, siger Anders Gersel Pedersen, der er forsknings- udviklingsdirektør hos Lundbeck.
Hos Sydbank vurderer senioranalytiker Søren Løntoft Hansen, at resultaterne af studiet kan betyde et fald på omkring 10 pct. for Lundbeck-aktien, som torsdag lukkede i 271,70 kr.
Både han og Lundbeck tvivler på, at Idalopirdin nogensinde kommer på markedet.
Fredag er det dagen derpå for Mærsk, efter at konglomeratet torsdag løftede sløret for, hvordan strukturen i virksomheden skal se ud fremover.
Fem forretningsdivisioner blev til to - fordelt på transport og energi - og for sidstnævntes vedkommende arbejder selskabet med at skille sig af med alt det olierelaterede, hvilket blandt andet tæller Maersk Oil og Maersk Drilling.
Torsdag steg aktien 3,4 pct. til 10.240 kr., selv om den nye struktur ikke kom som den store overraskelse for investorerne.
Der kan også komme opmærksomhed omkring Novo Nordisk. I hvert fald har finanshuset Piper Jaffray ifølge Bloomberg indledt dækning af aktien med anbefalingen "neutral" og et kursmål på 320 kr.
Novo-aktien faldt torsdag 1,2 pct. til 304 kr., hvor det ifølge Danske Bank var frygt for ekstra prispres i USA fra konkurrenten Sanofi, som trykkede papiret.
Blandt de små selskaber på fondsbørsen vil der være nyt fra rumselskabet Rovsing og Aarhus Elite, selskabet bag AGF, der begge kommer med regnskab for fjerde kvartal.
Ritzau Finans