Markedsrapport: Lundbeck styrtblødte og Nets led - investorer i hele verden høstede fredag gevinster
Det blev en trist afslutning på ugen med kursfald i både USA og Europa. Nynoterede Nets fik en skidt børsdebut.
Det blev en meget kort optur, som markederne nød godt af, efter at den amerikanske centralbank, Fed, onsdag udsatte tidspunktet for renteforhøjelser.
Således blev det en sur dag på aktiemarkederne fredag, hvor investorerne vekslede ugens stigninger til sikre gevinster ved at sælge ud af aktierne.
Teknologigiganterne Facebook og Apple blev særlig hårdt ramt. Facebook faldt 1,63 pct. efter anklager om, at giganten har givet annoncører oppustede tal for, hvor meget deres videoer ses. Investorerne i Apple måtte tage et tab på 1,67 pct., da den tyske analysevirksomhed GfK baseret på data fra Europa og Asien offentliggjorde forventninger om, at salget af iPhone 7 vil være lavere end sidste år.
Samtidig faldt olieprisen kraftigt tilbage, efter at det i løbet af fredagen kom frem, at Saudi Arabien og Iran ikke har succes med at finde fælles fodslag i bestræbelserne på at lægge låg på produktionen. Det smittede negativt af på aktiemarkederne, hvor det store amerikanske S&P 500-indeks sluttede dagen med et fald på 0,57 pct.
»Det, der skete i dag, var en uundgåelig pause, efter at vi har set en ret signifikant bevægelse de seneste to dage, delvist fordi Fed gjorde det, som markedet forventede,« sagde adm. dir. Michael Antonelli i Robert W. Baird & Co.
Den negative stemning havde også tag i Europa, hvor det brede Stoxx 600-indeks faldt 0,7 pct. Alligevel var der tale om den bedste uge for indekset siden midten af juli.
»Vi har haft en god uge, og konsolideringen er på sin plads med tanke på de usikkerheder, der stadig lurer og på det kommende præsidentvalg. Feds rentebeslutning var positiv på kort sigt, men vi får stadig en renteforhøjelse og forventningen er stadig, at det sker til december,« sagde Christoph Riniker, chefstrateg i Julius Baer Group Ltd.
I Danmark var der store smæk til Lundbeck, der faldt 15,3 pct. efter meldingen om et mislykket Alzheimers-studie, og Mærsk fik med et fald på 3,5 pct. klø på dagen efter annonceringen af opsplitningen af aktien. Der var heller ingen medvind til fondsbørsens nyeste medlem, Nets, der på sin første handelsdag faldt 3,3 pct.
Der blev også hentet gevinster hjem på obligationsmarkederne efter torsdagens store rentefald. Den toneangivende danske rente steg et enkelt basispoint til minus 0,01 pct. efter et dyk på 8 basispoint torsdag. I Tyskland endte den tiårige rente i minus 0,08 pct., også et basispoint højere end torsdag eftermiddag.