Obligationer

Fredagens obligationer: Tyrkisk uro udviskede rentestigning

Fornyet usikkerhed relateret til Tyrkiet fik fredag det danske obligationsmarked til at vende rundet, akkurat som det var tilfældet på aktiebørserne i Europa. 

Sidst på formiddagen kom den tyrkiske lira atter i skudlinjen og kunne ikke modstå det kraftige salgspres og faldt tungt blandt andet mod den amerikanske valuta.

Usikkerheden udløste straks et salgspres på aktiemarkederne, mens obligationsmarkederne de fleste steder nød godt af status som sikker havn.

Det gjaldt blandt andet markedet for danske statsobligationer, og renten på den tiårige danske statsobligation faldt 1 basispoint fra torsdagens slutniveau til 0,27 pct., efter at den i den tidlige handel fredag havde ligget lidt højere i 0,29 pct.

INFLATIONSTAL BEKRÆFTET

Fredag formiddag kom der en endelig opgørelse af forbrugerpriserne i eurozonen i juli, og her blev inflationen opgjort til 2,1 pct., hvilket som ventet var uændret i forhold til den tidligere offentliggjorte foreløbige opgørelse.

Kerneinflationen blev endvidere bekræftet på 1,1 pct., og den fortsætter dermed med at ligge et stykke under Den Europæiske Centralbanks målsætning om en inflation på 2 pct.

Fra USA skuffede forbrugertillidsindikatoren fra University of Michigan med et uventet fald i august til 95,3 fra 97,9 måneden før. Økonomerne havde ventet en fremgang til indeks 98,0 ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Læs også
Top job