Obligationer

Obligationer/middag: Renterne slår bak efter skuffende PMI-tal

De danske statsrenter er i bakgear fredag formiddag, hvor et sæt skuffende PMI-tal fra både Tyskland og eurozonen trækker investorerne over i de mere sikre investeringsalternativer.

Det giver let stigende kurser og faldende renter, og sidst på formiddagen falder renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme med 1 basispoint til 0,39 pct.

Midt på formiddagen blev der præsenteret PMI-tal fra Tyskland og eurozonen, og fælles for begge opgørelser var, at servicedelen udviklede sig stærkere end ventet, mens tallet for industrisektoren til gengæld var noget svagere end ventet, hvorfor det samlede tal i begge tilfælde endte med at skuffe.

I Tyskland faldt det samlede PMI-tal til 55,3 i den foreløbige opgørelse for september fra 55,6 måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet et mindre fald til 55,4.

I eurozonen faldt det samlede indeks til 54,2 i september fra 54,5 i august, mens økonomerne havde ventet en fastholdelse af niveauet på 54,5.

Senere på dagen præsenteres der så PMI-tal fra USA - ligeledes i en foreløbig opgørelse for september.

Her venter økonomerne ifølge estimater fra Bloomberg News, at både service- og industritallet vil stige til 55,0 fra henholdsvis 54,8 og 54,7 i august.

Det er også forventningen hos Sydbank herhjemme.

- Vi venter, at PMI-indekset i USA tiltager til omkring 55 i september fra 54,7 i august. En større fremgang, end vi venter, kan presse renterne op og styrke dollar, skriver Mathias Rømer Sproegel, der er makroanalytiker hos Sydbank, i en kommentar.

Læs også
Top job