Obligationer

Obligationer/åbning: Små rentebevægelser fra start trods handelsstrid

De danske obligationsrenter gør ikke meget væsen af sig, på trods af at nye amerikanske toldsatser på kinesiske varer og aflyste handelsforhandlinger igen puster liv i usikkerheden på markederne mandag morgen.

Renten på den toneangivende danske tiårige statsobligation starter således dagen i knap 0,39 pct., hvilket er stort set uændret fra fredagens lukkeniveau.

USA varslede tidligere i september nye toldsatser på kinesiske varer for 200 mia. dollar, som træder i kraft mandag, og det er med til at optrappe handelsstridighederne mellem de to lande, som har udspillet sig over flere måneder.

Tarifferne træder i kraft, bare få dage efter nyheden om at Kina angiveligt har aflyst de kommende handelssamtaler med USA og besluttet sig for ikke at sende vicepremierminister Liu He til Washington i næste uge. Det fortæller unavngivne kilder til Wall Street Journal.

Det var planen, at vicepremierminister Liu He og en kinesisk handelsdelegation skulle have mødtes med den amerikanske finansminister, Steven Mnuchin, i Washington i næste uge.

Ifølge Andreas Østerheden, der er seniorstrateg hos Nordea, virker det heller ikke, som om at en løsning mellem de to lande er lige på trapperne, og Kinas aflysning af handelsforhandlingerne er hverken positiv eller uventet.

I løbet af formiddagen kan investorerne desuden holde øje med udviklingen i det tyske IFO-indeks for september, der ifølge Bloomberg News ventes at vise et fald til indeks 103,2 fra 103,8 måneden forinden. Ifølge Sydbank bliver det dagens vigtigste nøgletal.

- Vi venter, at humøret vil aftage en anelse i september, men det vil stadig være et højt niveau i historiske sammenhænge. Det vil dermed understrege, at den tyske økonomi bevæger sig fremad, men i et langsommere tempo end i 2017, vurderer Mathias Rømer Sproegel, makroanalytiker hos Sydbank, i en kommentar.

Hen på eftermiddagen er der også nyt om importpriserne i Tyskland, ligesom chefen for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, taler i Bruxelles klokken 15.00.

Ugen byder på flere vigtige begivenheder, og investorerne venter særligt på rentemødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der afholdes onsdag. Både Nordea og Sydbank forventer, at banken hæver renten med 0,25 pct.point.

Læs også
Top job