Obligationer

Onsdagens obligationer: Rentefald op til ventet rentestigning hos Fed

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation endte onsdag på 0,46 pct. - 2 basispoint lavere end tirsdag. For en uge siden lukkede renten i 0,41 pct.

Handlerne lukkede bøgerne, med udsigt til at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, formentligt har hævet renten, når handlen går i gang torsdag morgen.

Federal Reserve afsluttede onsdag klokken 20 dansk tid et todages møde i styringskomitéen med et pressemøde. Og alt efter, hvad der blev sagt her, kan det ende med at sende renten op, vurderer Sydbank.

- En hård tone fra Fed-direktørerne, der understreger, at de gradvise renteforhøjelser vil fortsætte, kan løfte renterne, skriver makroanalytiker Mathias Rømer Sproegel fra Sydbank i en analyse.

Det var markedets forventning, at Fed ville hæve renten med 25 basispoint til et renteniveau på 2,00-2,25 pct. Fokus var derfor på nye rente-, vækst- og inflationsprognoser i meddelelsen, lyder det fra makroanalytikeren.

- Vi vil holde øje med, om Fed fortsat siger, at pengepolitikken er lempelig. Hvis Fed fjerner sætningen, vil det indikere, at Fed vurderer, at den samlede pengepolitik er tæt på et neutralt niveau. Det kan føre til spekulationer om, Fed er tæt på endestationen for renteforhøjelserne, vurderer han.

Læs også
Top job