Obligationer

Obligationer/middag: Italien og Storbritannien bestemmer renten

Handlerne venter på nyt fra både Italien og Storbritannien mandag, da det er i dag, at italienerne skal svare på klagen fra EU om det italienske statsbudget, hvilket kan få udviklingen til at vende.

Det danske tiårige statsobligation handles i 0,42 pct. mandag middag, hvilket er 3 basispoint højere end ved lukketid fredag, hvor renten sluttede dagen i 0,39 pct.

Også den britiske premierminister, Theresa May, kommer med nyheder om EU og brexit, skrev The Guardian og nyhedsbureauet Reuters sent søndag aften. Her skulle alt næsten være faldet på plads mellem EU og Storbritannien, hvilket May angiveligt vil sige i en tale i Underhuset mandag.

I weekenden var der ligeledes nyt fra Italien, hvor den italienske vicepremierminister, Matteo Salvini, understregede, at Italien ikke kommer til at ændre i sit forslag til et statsbudget i 2019 på trods af protester fra EU-Kommissionen og faldende kreditvurderinger.

Siden har det amerikanske kreditvurderingsbureau Moody's sænket vurderingen af Italien til det laveste niveau over "junk". Vurderingen lyder på "Baa3". Det skete, efter at obligationsmarkederne lukkede

- Moody's undlod at sætte deres outlook på "negativ". Stemningen kan dog hurtigt vende, for Italien skal i dag svare på EU's klage over det italienske budget, påpegede Mathias Rømer Sproegel, makroøkonom i Sydbank, tidligere mandag.

Senere på ugen kommer et andet amerikansk kreditvurderingsbureau, S&P, med en kreditvurdering af Italien.

- Vi venter, at S&P som minimum sætter Italiens gæld på negativt outlook. Et dediceret hak i tuden til en kreditvurdering lige over "junk" kan give nye rentestigninger i Italien og rentefald i Danmark, vurderede Mathias Rømer Sproegel.

Den italienske rente falder 15 basispoint mandag middag til 3,40 pct. i forhold til fredag klokken 17.

Læs også
Top job