Obligationer

Obligationer/åbning: Renten holder sig i det lave niveau

De danske obligationsrenter starter torsdagen uden de store bevægelser, og for den tiårige statsobligation er der efter kort tids handel en uændret rente på 0,33 pct.

Siden dansk børslukketid onsdag har der ellers været rentefald i USA, hvilket hænger sammen med en mindsket appetit på risiko hos investorerne, som derfor er søgt mere over i de relativt sikre statsobligationer.

- De faldende aktiemarkeder fik atter investorerne til at søge mod de sikre havne på obligationsmarkederne. Det har givet rentefald på de amerikanske renter i løbet af natten.

- Rentefald var også temaet på europæiske obligationsmarkeder i går, hvor lavere end ventede PMI-tal fra eurozonen og Tyskland var med til at forstærke rentefaldene, siger Mathias Rømer Sproegel, makroanalytiker i Sydbank, i en kommentar.

Herhjemme faldt renten på den tiårige statsobligation onsdag 3 basispoint. Det bragte renten ned til det laveste niveau siden starten af september.

På makrosiden kan investorerne torsdag blandt andet holde øje med den tyske IFO-indikator, som bliver offentliggjort i løbet af formiddagen. I eftermiddag vendes blikket mod USA og en stribe nøgletal, herunder ordreindgang af varige goder, nytilmeldte ledige og igangværende bolighandler.

Læs også
Top job