Obligationer/åbning: Renten slår bak fra åbningen
Små rentefald i USA har som ventet sat sit præg på det danske obligationsmarked tirsdag morgen, hvor også de danske renter falder lidt.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation er åbnet 2 basispoint lavere i 0,30 pct.
Investorerne må undvære europæiske nøgletal, og meget af opmærksomheden kan i stedet blive vendt mod nyt fra USA.
Klokken 15 offentliggøres nyt fra det amerikansk boligmarked, og klokken 16 er det tid til den amerikanske forbrugertillid i november. Der ventes et lille fald i forbrugertilliden til 135,9 i november fra 137,9 i oktober. Faldet skal dog ses i lyset af, at forbrugertilliden er på sit højeste niveau siden 2000.
Markedet bør desuden holde øje med talen fra den amerikanske centralbanks, Federal Reserves, vicedirektør, Richard Clarida, vurderer Sydbank.
- Clarida er den nye dreng i klassen og har kun været Fed-direktør i ganske kort tid, men har allerede stemmeret, da han er vicedirektør i Fed. Derfor er investorerne ved at finde ud af, hvad Claridas ståsted er, skriver makroanalytiker Mathias Rømer Sproegel i bankens morgenkommentar.
/ritzau/FINANS