Obligationer/åbning: Beskedent rentefald i den indledende handel
Uro på de internationale finansmarkeder forplanter sig onsdag morgen som beskedne rentefald på de europæiske obligationsmarkeder.
Den toneangivende tiårige danske statsobligation åbner dagen med en rente på 0,22 pct., som er 1 basispoint lavere end lukkeniveauet tirsdag eftermiddag.
I Europa ses blot marginale bevægelser i Tyskland og Frankrig - om end med henholdsvis faldende og og stigende tendens - mens renterne i Storbritannien og i Italien falder 3 basispoint.
Tirsdag faldt den toneangivende danske rente 3 basispoint til 0,23 pct. Efterfølgende dykkede den rente 4 basispoint til 2,91 pct., som var 6 basispoint lavere end ved åbningen af den amerikanske handel tirsdag eftermiddag.
Onsdag er de amerikanske finansmarkeder lukket i anledning af bisættelsen af den tidligere amerikanske præsident George H.W. Bush, og de europæiske rentemarkeder har derfor ikke handlen med den amerikanske T-bond i Fjernøsten at tage bestik af.
Tirsdagens amerikanske rentefald reflekterede usikkerhed, efter at USA's præsident, Donald Trump, tirsdag udtalte, at selv om både han og den kinesiske præsident, Xi Jinping, ønsker en handelsaftale, så vil han ikke afholde sig fra ny told, hvis det ikke ender med en aftale efter de 90 dages våbenhvile, der blev aftalt på weekendens G20-topmøde.
Uden handel på de amerikanske finansmarkeder kan de europæiske handlere søge inspiration i en håndfuld europæiske nøgletal, som omfatter PMI-tal for Tyskland og for eurozonen for service-sektoren og for den samlede aktivitet.
Yderligere kommer der tal for detailsalget i eurozonen, som ventes at vise en stigning på 0,2 pct. på månedsbasis i oktober.
- Investorerne venter en mindre stigning i detailsalget. Vi vurderer dog, at der er risiko for en skuffelse. I flere lande har vi set et svagt detailsalg i oktober. Det hænger sandsynligvis sammen med, at forbrugerne har holdt på pengene frem mod Black Friday.
- Vi vil derfor ikke blive overraskede over et mindre fald i detailsalget. Detailsalget vil dog vise en pæn fremgang i forhold til samme periode året før, vurderer makroanalytiker i Sydbank Mathias Rømer Sproegel i sin morgenkommentar op til handelsstart.
I nattens løb har Kina offentliggjort et positivt overraskende PMI-indeks for november. Serviceindekset, der er udarbejdet af Caixin og Markit Economics, steg til 53,2 i november fra 50,8 i oktober. Økonomernes vurdering inden offentliggørelsen lød på 50,7 ifølge Bloomberg News.
I Japan viste PMI derimod aftagende aktivitet i november.
Efter dansk markedsslukning offentliggøres Beige Book fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.
/ritzau/FINANS