Obligationer

Obligationer/åbning: Renten trykkes ved udsigt til urolige aktier

Uro på aktiebørserne sender mandag morgen som ventet de danske obligationsrenter lavere fra åbningen.

En svag jobrapport betød lavere renter i USA fredag, og udviklingen tog ekstra fart, efterhånden som investorerne handlede de amerikanske aktier kraftigt ned og obligationer, der anses for sikker havn, op.

Det brede S&P 500-indeks faldt med 2,3 pct., og futures peger også i den gale retning og ned med 0,5 pct. mandag morgen.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation ligger mandag morgen i 2,85 pct. på markedet i Tokyo. Det er 5 basispoint lavere, end da det danske obligationsmarked lukkede fredag.

Herhjemme falder den tiårige danske rente 1 basispoint til 0,21 pct.

Mandagens nøgletalskalender har budt på nyt om den danske handels- og betalingsbalance begge i oktober samt de danske forbrugerpriser i november. Prisstigningstakten var uændret 0,8 pct. på årsbasis i oktober, hvilket var på linje med forventningerne ifølge Bloomberg News.

Fra Tyskland er der kommet nyt om eksporten i oktober. Her var tale om en positiv overraskelse og en stigning på 0,7 pct. fra september. Økonomer havde ventet en stigning på bare 0,4 pct.

Læs også
Top job