Obligationer/middag: En smule handelsfred giver fortsat rentestigning
En lidt mildere tone i handelskonflikten mellem Kina og USA, mulighed for et fremrykket valg i Italien og den britiske premierminister, Theresa Mays, fortsatte position er blandt de vilkår, obligationshandlerne orienterer sig efter onsdag middag.
USA's præsident, Donald Trump, er villig til at mødes med sin kinesiske modpart, Xi. Og sammen med canadiernes løsladelse af finansdirektøren for den kinesiske telegigant Huawei, Meng Wanzhou, mod kaution og fodlænke, har det bragt lidt af risikovilligheden tilbage i aktiemarkedet.
Fremgangen reflekteres i vigende obligationskurser og let stigende renter.
For den toneangivende danske tiårige statsobligation ligger renten onsdag middag i 0,22 pct., som er 1 basispoint højere end ved onsdagens åbning og 2 basispoint højere end ved lukningen tirsdag eftermiddag.
I London, hvor der er optræk til konservativ mistillid til premierminister Theresa May, stiger den toneangivende rente med 2 basispoint.
Men i Italien er der til gengæld tale om et fald på 3 basispoint for den toneangivende rente efter forlydender om, at Italiens vicepremierminister og indenrigsminister, Matteo Salvini, og hans Liga-parti vil søge et tidligt valg i forlængelse af landets budgetkrise.
Dagens nøgletal var blandt andet formiddagens opgørelse over industriproduktionen i eurozonen. Den steg sæsonkorrigerede 0,2 pct. i oktober på månedsbasis, og det var det dobbelte af, hvad økonomerne i følge Bloomberg News havde ventet.
Til gengæld viste revisionen af septembertallet et fald på 0,6 pct. på månedsbasis mod et fald på 0,3 pct. i den foreløbige opgørelse.
Senere onsdag kommer inflationstal fra USA for november, og her er forventningen ifølge Bloomberg News en kerneinflation - som beregnes eksklusive fødevare og energi - på 2,2 pct.
/ritzau/FINANS