Onsdagens obligationer: Afdæmpede krigstrommer gav stigende renter
Mildere toner i handelskonflikten mellem Kina og USA motiverede onsdag til øget risikovillighed i de globale aktiemarkeder, og fremgangen blev reflekteret i mindre interesse for investeringer i obligationer og dermed i stigende renter.
Handelsdagen sluttede med en rente for den toneangivende danske tiårige statsobligation på 0,24 pct., som var 4 basispoint højere end ved lukningen tirsdag eftermiddag.
En næsten tilsvarende udvikling sås for den tyske rente, mens stigningen for den franske rente begrænsede sig til 1 basispoint.
I London, hvor premierminister Therea May onsdag eftermiddag havde udsigt til at vinde en tillidsafstemning blandt sine konservative partikolleger, steg renten 6 basispoint.
Helt anderledes udviklede den italienske rente sig med et fald på hele 12 basispoint. Anledningen var ifølge Bloomberg News, forlydender om at Italiens vicepremierminister og indenrigsminister, Matteo Salvini, og hans Liga-parti vil søge et tidligt valg i forlængelse af landets budgetkrise.
Dagens nøgletal var blandt andet formiddagens opgørelse over industriproduktionen i eurozonen. Den steg sæsonkorrigerede 0,2 pct. i oktober på månedsbasis, og det var det dobbelte af, hvad økonomerne ifølge estimater fra Bloomberg News havde ventet.
/ritzau/FINANS