Obligationer/middag: Rentepresset aftager en anelse
Renterne ligger over en bred kam lavere torsdag formiddag, men rentepresset har aftaget en smule i forhold til morgentimerne.
Finansmarkederne reagerer især på onsdag aftens udmelding fra centralbanken i USA, Federal Reserve, da den afsluttede sit rentemøde. Den ledende rente blev som ventet hævet, og tempoet for ventede renteforhøjelser i 2019 blev skruet ned, hvilket også var nogenlunde som forudset, men mange havde alligevel håbet på mere forsigtighed.
I markedet var der nemlig ønsker om en mildere fremfærd fra banken, på baggrund af den markedsuro som ventes at fortsætte ind i 2019 og risikoen for en amerikansk recession. Men chefen for centralbanken, Jerome Powell, skuffede investorerne ved at bemærke, at økonomien formentlig ikke kommer til at mærke markedsuroen, som dermed ikke giver rentekomiteen anledning til en pause i renteforhøjelserne.
Bemærkningen pressede handlerne ud af aktiemarkedet og over i obligationerne, der reagerede med rentefald.
Renten på den tiårige amerikanske statsobligation er for eksempel dykket med omkring 6 basispoint til 2,76 pct., og herhjemme ligger renten på den tiårige toneangivende danske statsobligation ved 11-tiden i 0,20 pct., svarende til et fald på 2 basispoint. Tidligere på dagen var renten dog nede i 0,18 pct., hvilket ville være det laveste lukkeniveau i mere end to år for et tiårigt dansk statspapir.
Torsdagens planlagte makrobegivenheder står i skyggen af eftervirkningerne af det amerikanske rentemøde. De omfatter rentemøder i Riksbanken i Sverige og i Bank of England, og eftermiddagens amerikanske nøgletal bringer nyt om Philadelphia Fed-indekset, nytilmeldte ledige og ledende indikatorer.
- Rentemøderne får næppe den store betydning for de globale obligationsrenter, men vil primært få en betydning for valutamarkederne, bemærker Mathias Rømer Sproegel, makroanalytiker i Sydbank, i en kommentar.
/ritzau/FINANS