Obligationer/middag: Renterne følger med aktierne nedad
Nervøsiteten har tag i finansmarkederne i Europa torsdag oven på nogle heftige juledage i USA.
Usikkerhed om det globale vækstbillede, som jævnligt mudres af svage nøgletal, samt knas mellem USA's præsident, Donald Trump, og chefen for landets centralbank, Jerome Powell, gav store fald på børserne op til jul, som til gengæld blev fulgt af kraftige løft onsdag.
På det europæiske obligationsmarked giver det torsdag fald i renterne på de fleste papirer, mens der også er tilbagegang på aktiemarkederne.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ligger i 0,21 pct. ved middagstid, hvilket er et basispoint lavere end lukkeniveauet fra før jul.
I juledagene har det amerikanske obligationsmarked kun holdt lukket tirsdag, og derved er der også blevet handlet både mandag og onsdag, hvilket ikke har været tilfældet i Danmark. Her ligger den tiårige rente i 2,77 pct. torsdag efter at have været oppe i 2,81 pct. onsdag aften.
Torsdag byder på få nøgletal, hvor det især er den amerikanske forbrugertillid og antallet af nytilmeldte ledige, der vil blive stillet skarpt på.
Forbrugertilliden blev senest opgjort til 135,7, hvilket er tæt på det højeste niveau i 18 år. Det er blandt andet Trumps skattelettelser, der har givet humøret et skub op. Tilliden ventes dog ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News at falde til 133,7 i december. Bliver det lavere, kan det give rentefald og svække dollaren.
Økonomernes forventning til antallet af nytilmeldte ledige er en marginal stigning i sidste uge til 216.000 fra 214.000 ugen før.
/ritzau/FINANS