Obligationer/åbning: 2019 indledes med rentefald
Årets første handelsdag indledes med rentefald på det danske obligationsmarked. Renten på det tiårige danske statspapir falder onsdag til omkring 0,20 pct.
Det er 2 basispoint lavere end lukkeniveauet 28. december, som var den sidste handelsdag i 2018.
Faldet kommer oven på rentefald mandag i USA, hvor der - trods at det var nytårsdag - var en halv åbningsdag. Her blev renten på det tiårige amerikanske statspapir sendt ned med 5 basispoint til 2,68 pct.
Onsdag er der ikke meget inspiration at hente for investorerne i nøgletalskalenderen, som ikke byder på de store begivenheder.
- Investorerne vil i dag holde øje med de nye forhandlinger mellem demokraterne og Trump angående nedlukningen af den offentlige sektor.
- Derudover vil investorerne tygge på det skuffende PMI-indeks fra Kina, hvor den økonomiske vækst ser ud til at være bøjet af, skrev makroanalytiker Mathias Rømer Sproegel fra Sydbank i en kommentar inde børsåbning.
Eneste punkt i kalenderen onsdag er endelige amerikanske PMI-tal for december, der ventes at lande på 53,9.
Inden nytår lå renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation i 0,22 pct. Det er mere end en halvering i løbet af 2018, i det den ved årets indgang lå på 0,47 pct.
/ritzau/FINANS