Obligationer/åbning: Lille rentestigning inden vigtige nøgletal
Efter et par måneder med større rentefald - og også nogle turbulente dage i starten af 2019 - er det danske obligationsmarked startet mere roligt fredag, hvor renterne forsigtigt kravler opad igen.
Torsdag faldt renterne i både Danmark og USA, men fredag morgen er udsvingene mere begrænsede fra start, mens investorerne kigger frem mod en sværm af nøgletal.
Den lille rentestigning er blandt andet forårsaget af udsigten til forhandlinger mellem USA og Kina i handelsstriden samt fremskridt i budgetforhandlingerne internt i USA.
Herhjemme løftes renten på den ledende tiårige statsobligation med 1 basispoint til 0,14 pct. efter et dyk på 2 basispoint torsdag. I starten af november var renten helt oppe i 0,40 pct.
Øverst på dagsordenen hos de fleste handlere fredag er offentliggørelsen af den amerikanske arbejdsmarkedsrapport for december.
Her ventes der ifølge estimater fra Bloomberg News en jobskabelse uden for landbruget på 184.000, mens arbejdsløsheden ses fastholdt på 3,7 pct.
Fra eurozonen ventes desuden et estimat over inflationen i december, der ifølge Bloomberg News ses ramme 1,7 pct. mod 2,0 pct. i november.
Derudover er der et hav af andre mindre tal fra Europa og USA, ligesom der også allerede har været PMI-tal fra både Japan og Kina fra morgenstunden. De kinesiske af slagsen overraskede positivt, hvilket også har været med til at løfte humøret blandt handlerne.
/ritzau/FINANS