Mandagens obligationer: Renterne gik modsat aktierne
Mens der var tilbagegang for de fleste aktiekurser på Europas finansmarkeder mandag - med København som undtagelse - steg renterne i de fleste lande.
Mandagen var generelt en nervøs dag, hvor handlerne ikke havde meget nyt at tage stilling til efter fredagens store stigninger, der blev skabt af meldinger fra USA om et godt jobmarked og potentiale for færre rentestigninger.
Mange holdt øje med Kina og USA, da delegationer fra de to lande er begyndt at forhandle om, hvordan handelskonflikten kan løses, og en amerikansk delegation er ankommet til Beijing for at se, om de kan nærme sig hinanden. Mandagen nåede dog ikke at byde på konkrete resultater af forhandlingerne.
Den tiårige danske rente startede dagen med at falde godt 2 basispoint til 0,17 pct., men da handelsdagen var omme, var den tilbage i udgangspunktet på lidt over 0,19 pct.
Ude i Europa var der desuden rentestigninger på 1-2 pct. for de tiårige statspapirer i de fleste større økonomier.
Et par nøgletal fra USA planlagt til mandag eftermiddag blev aflyst på grund af den delvise nedlukning af det amerikanske statsapparat. Der blev dog fremlagt ISM-indekset for servicesektoren i december, som skuffede ved at falde mere end ventet. Det gav anledning til rentestigninger i USA, mens reaktionen i Europa var afdæmpet.
Formiddagen bød på tal for detailsalget i eurozonen i november, der viste sig at være i langt bedre gænge end ventet. Det havde dog heller ingen mærkbar effekt på de europæiske renter.
/ritzau/FINANS