Obligationer/middag: Fortsat risikolyst sender renten op
Investorerne har fået mod på større risikolyst, hvilket sender aktiekurserne op - obligationskurserne derimod går den anden vej og sender renten op.
Tirsdag middag ligger renten på den tiårige danske statsobligation 2 basispoint højere i 0,21 pct. Dermed er renten stort set uændret i forhold til nytår. Renten sluttede i 2018 på 0,22 pct.
Markedet er i øjeblikket præget af optimisme om, at det kan lykkes for Kina og USA at nå til enighed om en handelsaftale. Parterne forhandlede mandag, og drøftelserne fortsætter tirsdag.
Optimismen fik mandag yderligere næring af positive kommentarer om emnet af den amerikanske handelsminister Wilbur Ross.
Fra morgenstunden blev markedsdeltagerne præsenteret for en slemt skuffende udvikling i den tyske industriproduktion i november. Målt i forhold til måneden før faldt industriproduktionen med 1,9 pct.
Til sammenligning havde økonomerne ventet en stigning på 0,3 pct., viser et estimat fra Bloomberg News.
På årsbasis var der tale om et fald på 4,7 pct. i november, mens der blot var ventet en tilbagegang på 0,8 pct.
Kl. 11 kom den samlede økonomiske tillidsindikator for eurozonen, der også skuffede. Den faldt i december til 107,3 fra 108,2 måneden før. Økonomerne havde ventet en fremgang til 109,5 ifølge et estimat fra Bloomberg.
Indekset er sammensat af en række erhvervs- og forbrugerindikatorer udført for EU-Kommissionen. De var alle lavere end ventet.
/ritzau/FINANS